DSB er beredt på askeskyen
DSB er beredt på askeskyen
DSB har i de seneste dage forberedt sig på at tage imod de mange nye kunder, der søger over i togene, hvis Naviair indskrænker flyvningerne i dansk luftrum.
"Under sidste års askesky fik mange af vores nye kunder, der var vant til at flyve, øjnene op for, at toget er stærkt alternativ. Og får vi en askesky igen i år, forudser jeg samme reaktion," siger DSB's trafikinformationschef Tony Bispeskov og fortsætter:
"Vi kører to gange i timen fra hjertet af Aalborg til centrum i København, og i toget kan du slappe af, forberede dig til møder og være online samtidig. I det omfang, det er muligt, gør vi togene større, vi sender infovagter ud på perronerne og sætter fokus på askeskyen på DSB.dk, så kunderne hurtigt kan orientere sig om afgangstider og billetkøb på hjemmesiden," forklarer han og understreger, at DSB dagligt udbyder 35.000 siddepladser i InterCity- og InterCityLyn-togene over Storebælt. På fredag udbyder DSB hele 45.000 siddepladser over Storebælt.
Til forskel fra sidste år, hvor vulkanen Eyjafjallajökull gik i udbrud, kører DSB i år direkte InterCity-tog mellem Flensborg og Københavns Hovedbanegård, og det betyder, danskere strandet i det kontinentale Europa har endnu flere forbindelser at vælge imellem.