Derfor aflyste S-tog pluslinjerne i går

Derfor aflyste S-tog pluslinjerne i går

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
03. august 2007 kl. 14:11

I går betød et brud på en køreledning store aflysninger og forsinkelser på S-banen. Banedanmarks kørestrømsteknikere arbejdede hele natten for at sikre, at S-togene kunne køre i fuldt omfang imorges, og det lykkedes.


Mange kunder undrer sig over, hvorfor man vælger at aflyse nogle linjer helt, når der er problemer. I går blev linjerne H+, E og B+ f.eks. aflyst.


Trafikinformationschef i DSB S-tog, Charlotte Koch-Pedersen, forklarer:

»Når der er større uregelmæssigheder i S-togstrafikken, bliver vi nødt til at tynde ud i trafikken, så der er plads på banen til, at de tog, der er tilbage, kan køre. Derfor aflyste vi i går H+, E og og B+, der kører på strækninger, hvor der kørte andre tog, som kunderne kunne benytte i stedet. 


I går gik vi også fra 10 minutters drift til 20 minutters drift efter myldretiden på linje F og F+ mellem Ny Ellebjerg og Hellerup, selvom togene dér slet ikke passerer Østerport, hvor køreledningen faldt ned.
 
Det skyldtes, at vi for en kort stund manglede lokomotivførere og tog på den strækning. Lokomotivførerne og togene var der, men de befandt sig på de forkerte steder i forhold til, hvor vi havde brug for dem, så de skulle lige på plads.


Jeg beklager selvfølgelig de store gener, det medførte for vores kunder.«