Den trykte køreplan lever – også i morgen
Den trykte køreplan lever – også i morgen
DSB har ingen planer om at afskaffe papirfolderne med togenes afgangstider.
Den trykte køreplan er kommet for at blive. Selv om det i dag er muligt at hente togenes afgangstider frem på sin pc eller mobiltelefon, vil der fortsat også være trykte køreplaner til rådighed for kunderne.
”Vi har absolut ingen intentioner om at holde op med at udgive papirkøreplanerne. Men vi trykker ca. 20 procent færre end tidligere for at skabe en bedre balance mellem udbud og efterspørgsel. Og det kan betyde, at vi i kortere perioder må melde udsolgt af køreplanfolderne,” siger DSBs planlægningschef Ole Raft.
Spørg salgspersonalet
Ifølge DR Indland modtager Ældre Sagen jævnligt henvendelser fra borgere, som er gået forgæves efter trykte køreplaner på stationen. Ole Raft anbefaler kunderne at kontakte salgspersonalet, hvis køreplanerne mangler på hylderne.
”Det kan jo være, der er flere på lager. Er der udsolgt, kan man altid få oplyst køretiderne hos personalet. Hvis man skal bruge et print, kan man benytte den kunde-pc, som findes på de fleste stationer med betjent billetsalg,” siger Ole Raft.
DSB opfordrer generelt kunderne til at søge oplysninger om togtider via de elektroniske løsninger som pc og sms.
”De er mere præcise end de trykte planer. De elektroniske planer bliver løbende opdateret, f.eks. når der er ændringer i forbindelse med sporarbejder,” siger Ole Raft.