Den kollektive trafik i Nordjylland vil køre julens gæster sikkert hjem

Den kollektive trafik i Nordjylland vil køre julens gæster sikkert hjem

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
09. november 2010 kl. 09:50

Juletiden og de medfølgende festeligheder står for døren. I den forbindelse insisterer den kollektive trafik i Nordjylland i år på at gøre det let og billigt for nattens gæster at komme sikkert hjem fra de våde julefester med bus og tog. Derfor tilbyder NT, DSB, Nordjyske Jernbane og Arriva Tog en sms-billet der gør det muligt for julefrokost-folket at rejse frit torsdag til lørdag aften og nat i hele Nordjylland for kun 30 kr. I forlængelse af billetten vil årets adventstilbud fra de fire selskaber også være mobilt.

Flere og flere kører på Gak Gak-billet
De seneste to måneder har rigtig mange nordjyske buspassagerer nydt godt af NT’s mobile kampagnebillet – den såkaldte Gak Gak-billet. Pr. 1. november forsætter Gak Gak billetten - dog i en ny form, hvor tilbuddet udvides til også at gælde rejser med DSB, Nordjyske Jernbane og Arriva. Med den nye mobil-billet vil den Kollektive trafik i Nordjylland gøre det nemt og billigt at tage den sikre løsning og hoppe på bus eller tog, når turen går hjem efter de ofte våde julefester.

Den nye Gak Gak-billet koster 30 kr. og købes ved at sms’e GAK GAK til 1271. Billetten kan man som passager købe fra klokken 22.00 torsdag til lørdag, hvorefter den gælder til fri transport med alle NT’s regional-, by-, metro- og natbusser samt DSB, Arriva og Nordjyske Jernbaners tog i Nordjylland indtil klokken 07.30 den følgende morgen.

www.NordjyllandsTrafikselskab.dk findes yderligere information om det nye tilbud.

Årets adventstilbud over mobilen
Efter at den kollektive trafik de seneste tre år har været gratis de fire søndage i advent, bliver dette års adventstilbud mobilt. Det betyder at Nordjyderne de fire søndage i advent har mulighed for at købe en særlig adventsbillet over mobilen til det symbolske beløb af 10 kr. Billetten gælder efterfølgende til fri rejse med bus og tog i hele Nordjylland i to timer for en voksen og to børn under 12 år.

"Vi ved at rigtig mange udnytter søndagene i december til at lave en familietur og juleshoppe sammen. Det vil vi naturligvis gerne bidrage til ved at gøre det billigt og nemt at komme ind til
byen uden at bekymre sig om P-pladser og køer," fortæller DSB’s regionschef Jørgen D. Rasmussen.

Årets adventstilbud fra den kollektive trafik i Nordjylland kan købes ved at sms’e ADVENT til 1271. Billetten kan man som passager købe fra klokken 08.00-24.00 de fire søndage i advent, hvorefter den gælder til fri transport med alle NT’s regional-, by- og metrobusser samt DSB, Arriva og Nordjyske Jernbaners tog inden for Region Nordjylland i to timer.

Yderligere information
NT’s Direktør Christian Roslev på telefon 24 41 81 78
DSB Kommunikation 2468 0000