Den gamle jernbanedame er gjort flot i stand
Den gamle jernbanedame er gjort flot i stand
Hun fylder snart 100 år. Den gamle jernbanedame i hjertet af København, der om nogen har tjent danskerne og jernbanebranchen trofast i generationer. Arkitekt Heinrich Wencks Hovedbanegård blev indviet i 1911 og var bygget i jernbeton i en tid, hvor man kørte med damptog og hestevogn. Så hun trængte gevaldigt til at blive frisket op oggjort klar til også at være fremtidens trafikknudepunkt. Hun skulle populært sagt bl.a. have sig en ny forhave, hat og hofte.
Strategien var samarbejde
Og nu fire år senere, efter 650 millioner kroner, en halv million arbejdstimer udført af over 600 dygtige fagfolk og 20.000 sporspærringstimer står den gamle station klar til de cirka 110.000 kunder, der til daglig har deres gang på stationen. Og det blev markeret på festlig vis i går, hvor DSB åbnede to nye perronforlængelser på perronerne 2 og 3, som er ført ind under Hovedbanegården. Og manden, der som projektchef har stået i spidsen for den omfattende renovering siden maj 2005, Torben Kronstam, er ikke i tvivl om, hvad der er nøglerne til den succesrige renovering, der er foregået helt efter tidsplanen:
»Projektledelsen har gennem hele renoveringen haft den fulde opbakning hos DSB’s ledelse. Og det har skabt mulighed for løbende at tage nogle hurtige beslutninger. Samtidig havde vi fra starten udarbejdet en skræddersyet strategi, som alle implicerede skulle følge – en strategi baseret på samarbejde, samarbejde og atter samarbejde, « forklarer han.
Alle leverede varen
Og på trods af renoveringsarbejdets omfang og at stationen støder direkte op til bl.a. to hoteller, mange forretninger, kontorer og private boliger, har arbejdet med støjende værktøj og køretøjer resulteret i ganske få klager og ingen arbejdsskader.
»I løbet af de år, renoveringsarbejdet er foregået, har vi kun modtaget en lille håndfuld klager. Og dét er jeg overbevist om, at vi kan takke vores massive informationsstrategi for. Dialogen med og åbenheden over for naboerne har afgjort været en succes,« siger han og stråler i stemmen, når han vurderer resultatet af de sidste par års omfattende arbejde:
»Jeg har det rigtig, rigtig godt på hele holdets vegne. Alle medarbejdere og samarbejdspartnere har simpelthen leveret varen hele vejen gennem forløbet,« siger han og har også en kommentar til at projektet er færdigt – til tiden:
»Jeg køber ikke det argument med, at DSB aldrig bliver færdig til tiden. DSB er en hyperprofessionel virksomhed, der løbende leverer en masse ting og projekter til tiden.«
28. juni bliver Hovedbanegården for alvor ”frigivet” til DSB's kunder og til København, når forpladsen bliver åbnet ved en større markering.