Cyklen gratis med S-tog til Sjælsø Rundt

Cyklen gratis med S-tog til Sjælsø Rundt

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
11. juni 2009 kl. 13:48

Alle medlemmer af S-togs fordelsprogram, S-more, som samtidig skal cykle Sjælsø Rundt på søndag den 14. juni, kan tage cyklen gratis med S-toget frem og tilbage fra løbet.

Det eneste, det kræver, er et S-more medlemsbevis og startnummeret til cykelløbet, så kan man tage den tohjulede på nakken og med S-toget til Lyngby, hvorfra cykelløbet starter.

Gratis at blive medlem

Det er gratis at tilmelde sig S-more, og vælger man at blive bronzemedlem, kan man med det samme printe sit medlemsbevis, som man tager med i S-toget og viser ved billetkontrollen sammen med sit startnummer.

Danmarks ældste cykelløb

Sjælsø Rundt er et af Danmarks største og ældste motionscykelløb og gør come back i år efter ét års pause. Cykelløbet har eksisteret siden 1969 og ruller i år af sted for 39. gang.

Deltagermæssigt er Sjælsø Rundt et af de helt store løb, og da løbet var på sit højeste i 1980’erne deltog over 25.000 ryttere. Ambitionen er at nå dette deltagerantal igen om få år.

Som deltager kan man vælge mellem to ruter. 125 km for de trænede motionister og en 50 km hyggelig cykeltur. Alle kan være med, og der bliver god tid til hygge og højt humør for alle deltagere både før, under og efter løbet.

Begge ruter køres i Nordsjælland og omkring Sjælsø med start og mål på DTU i Lyngby.

Se mere om Sjælsø Rundt
Se mere om S-more