Byens Puls - nyt kundeblad i S-toget
Byens Puls - nyt kundeblad i S-toget
Fra torsdag den 11. oktober kan man nu ikke bare sætte sig godt til rette i S-toget med diverse gratisaviser og Ud & Se, men også med S-togs nye blad, ”Byens Puls”.
Bladet bliver en blanding af artikler, en fast klumme skrevet af forskellige stand up’ere, information om hvad der sker i byen fra AOK (Alt Om København) og kundernes mening.
»Vi håber, at Byens Puls kan løfte lidt på S-togs image. Vi vil gerne formidle den coolness, som S-tog har, og håber bladet kan støve S-toget lidt af,« siger, Carina Liesk Frederiksen, som er redaktør på det nye blad.
Mest til unge
Undersøgelser viste, at de yngre kunder ikke havde lyst til at læse bladet, når det var henvendt til dem over 30 år - mens dem over 30 sagtens kunne forlige sig med det omvendte.
»De unge er en ret kræsen læsergruppe, der er vant til medier. Det er vigtigt, at det er skruet sammen på den rigtige måde, så vi skaber et univers for læseren. Vi skal lave et blad til dem og ikke til os selv,« siger Carina Liesk Frederiksen.
Kundernes mening vigtig
»Det er vigtigt, at vi tager kunderne alvorligt og tør stille os selv de kritiske spørgsmål og ikke være bange for at sige, når noget ikke fungerer, som det skal. Vi kan vise, at vi lytter til kunderne og tager deres behov seriøst,« siger Carina Liesk Frederiksen.
Byens Puls vil udkomme hver måned og vil være at finde i bladholdere i S-toget.