Brød og kager på Hovedbanegården

Brød og kager på Hovedbanegården

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
18. november 2011 kl. 08:21

I mandags åbnede bagerkæden Lagkagehuset på Københavns Hovedbanegård. Lejeaftalen med den landsdækkende kæde er et godt eksempel på DSB Ejendommes offensiv for at få lejet togvirksomhedens bygninger ud 

Nu kan togrejsende til og fra Københavns Hovedbanegård forkæle sig selv med frisk brød eller syndige kager. Den populære bager, Lagkagehuset, åbnede her til morgen dørene til butikken ved hovedbanegårdens Tivoli-indgang for første gang. 

Aftalen med den velduftende kæde er kommet i stand på initiativ fra DSB Ejendomme, der arbejder målrettet på at udleje eller sælge DSB's bygninger.

»Vi kontaktede Lagkagehuset, fordi vi synes, at de passer godt i sammenhæng med DSB. De har et godt brand og en vækststrategi. De skyder op alle vegne og vil gerne være landsdækkende, præcis som os,« fortæller afdelingschef for udlejning i DSB Ejendomme, Dorte Pia Lundqvist og forklarer, at når DSB Ejendomme lejer ud, vil man gerne kunne tilbyde de rejsende noget, så både lejeren, lokalsamfundet og DSB får noget ud af aftalen.

Erhvervsmægler ansat
Tidligere har DSB kun lejet tomme bygninger ud, når man fik henvendelser, men nu går man målrettet efter at udnytte alle stationsbygninger optimalt. Derfor ansatte DSB Ejendomme for et år siden en erhvervsmægler til at skabe overblik over omfanget af bygninger og få udnyttet udlejningsmulighederne optimalt. Succeskriteriet er, at kunderne kommer på stationerne for andet end togrejsen.

På Sjælland har DSB og erhvervsmægleren lavet en top 20 over de bedst egnede bygninger til udlejning, og på halvdelen er der allerede konkrete forhandlinger i gang. I Jylland er en lignende top 30 liste givet til en ekstern erhvervsmæglerkæde. I 2011 er der indgået nye kontrakter, der indbringer DSB en ekstra årlig lejeindtægt på 3,7 millioner kroner. De årlige indtægter fra eksterne lejere var i 2010 105 millioner kroner.

Et flow af kunder
Hos Lagkagehuset er man rigtig glad for, at den nye butik ligger, hvor den gør:

»Københavns Hovedbanegård er noget af et trafikcentrum, og for os handler det om at komme ud til danskerne med vores brød og kager. Så det er et oplagt sted for os at være,« forklarer administrerende direktør i Lagkagehuset Kristian Madsen og understreger den forretningsmæssige fordel i at butikken ligger på en adresse, der har et konstant flow af kunder.

»Jeg kan sagtens se os ligge på andre stationer i fremtiden. Fx er Aarhus Banegård en åbenlys mulighed,« siger han.

 

Eksempler på lejekontrakter: Arkitektfællesskabet Kim Utzon Arkitekter, Østerport Station. Accessorize, beklædningstilbehør, Odense Station. Køreskoler, Gentofte og Stenløse Station. Frisørsalon, Lejre Station. Emmas Mad, Ballerup Station. Garn-nit, genbrugsbutik, tøj, brugskunst, Ishøj og Herlev Station.