Brand indstiller togtrafikken mellem Odense og Fredericia

Brand indstiller togtrafikken mellem Odense og Fredericia

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
01. januar 2006 kl. 01:41

Togtrafikken mellem Odense og Fredericia er totalt indstillet efter en brand i en relæhytte, der styrer signalsystemerne.


 


Branden opstod nytårsaften ved 19-tiden, og politiet i Fredericia, som efterforsker sagen, vurderer at der er tale om en påsat brand.


 


Skaderne er så store, at togtrafikken mellem Odense og Fredericia formentlig også vil være indstillet i hvert fald søndag formiddag. DSB prøver at skaffe busser, men det er ikke sikkert, der kan skaffes nok busser til at dække behovet.


 


"Vi opfordrer derfor passagerer, der skal rejse mellem landsdelene, til at vente med at tage afsted til senere på dagen og under alle omstændigheder at holde sig orienteret via DSB's hjemmeside eller radio/tv, inden de tager afsted", siger DSB's trafikchef, Erik Christensen.


 


I løbet af søndag morgen forventer DSB at have et overblik over hvor mange busser, der kan skaffes.


 


"Og vi håber også søndag morgen at få at vide, hvor lang tid togtrafikken vil være indstillet på Vestfyn", siger DSB's trafikchef.


 


Nytårsaften blev flere tog over tre timer forsinket og passagerer måtte både i Odense og Fredericia vente på, at DSB kunne få fat i busser til at køre dem over Vestfyn. På grund af nytårsaften var det meget svært for busselskaberne at skaffe chauffører.