Billetter og Baby Bites smelter sammen på Østerport

Billetter og Baby Bites smelter sammen på Østerport

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
16. august 2011 kl. 12:00

Østerport Stations Kort & Godt-butik og billetsalg er blevet slået sammen til en 7-Eleven. Skiftet er godt forberedt, så medarbejderne kan give kunderne en effektiv betjening

De afskallede, mørkegrønne træsøjler står i skærende kontrast til den spritnye butik, de står i. På søjlen, der borer sig ned fra loftet præcis i midten af butikken, er budskabet på et lille, slidt skilt, at hunde ikke må medtages.

»Det skilt var før ude i hallen. Nu står det midt i butikken,« siger Anne Harboe. Hun er butiksleder på Østerport Kort & Godt-butik, der nu hedder 7-Eleven. Butikken er blevet dobbelt så stor og udstyret med et væld af nye varer. Lige fra lune croissanter over et gavmildt udbud af sodavand til 7-Elevens kendte Baby Bites og Chicken Stix.

Udover at personalet har skullet lære at bage og lave hotdogs, har de også skullet lære at sælge billetter. Stationens billetsalg nedlægges nemlig fra den 17. august og skal fremover varetages af ekspedienterne i 7-Eleven. På den måde kan stationens mange rejsende nøjes med at gå til én kasse for at få både morgenkaffe og togbillet. Det betyder mindre ventetid, og samtidig udvider det tidsrummet for, hvornår man kan købe billetter, da 7-Eleven har åbent fra 6-23 på hverdage og 7-23 i weekenden.

Guide til billetkøb
For at gøre sammensmeltningen af billetsalg og kiosk så nem som mulig, har medarbejderne været i træning i 7-Eleven-butikkerne i Lyngby og Hellerup, som har været igennem samme tur.

»Uddannelsen er vigtig for at kunne få det til at fungere,« siger Østerport Stations forretningsleder, Uffe Kjeldgaard. Han ved, det vil være vanskeligt for medarbejderne i begyndelsen og vil derfor supervisere den nye butik i de to første måneder for at sikre, at overgangen bliver let. Udover det vil der være guider på perronen for at vejlede de rejsende i at købe billetter over automaterne.

»Det handler om at give kunderne det bedst mulige produkt. Og det får de ved, at vi sammenkobler 7-Elevens købmandsekspertise med DSB's billetsalgsteknikker,« siger han.

Stor stamkundegruppe
Gulvet skinner, og reolerne bugner af varer, der ligger så præcist, at de kunne være lagt efter en lineal. Medarbejderne smiler bredt bag disken, og pølserne syder på grillen. Der er blevet solgt billetter, selv om billetsalget stadig holder åbent til den 17., og alting er gået glat.

»Østerport er en station med en stor stamkundegruppe, og nogle af dem vil måske skulle vænne sig til en ny butik. Men de opdager nok hurtigt, at de får en rigtig god service og spændende kvalitetsprodukter ud af overtagelsen, og det er jo det vigtige,« siger Uffe Kjeldgaard.