Billetsalg i tog er halveret

Billetsalg i tog er halveret

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
10. marts 2006 kl. 13:12

DSB ændrede for snart to måneder siden sit betjeningskoncept, så man ikke længere kan købe billet ombord på toget - med mindre rejsen krydser Storebælt eller Øresund. Og passagerer uden gyldig billet får nu en kontrolafgift.


I de første seks uger efter at den nye ordning er trådt i kraft er der konstateret en mindre stigning i antallet af udstedte kontrolafgifter. Og antallet af billetter solgt i togene er næsten halveret i forhold til samme periode sidste år, skriver DSB's medarbejderavis DSB i dag. 


- Vi vurderer det her til at være en væsentlig succes, fordi det er lykkedes at halvere antallet af kunder, der tager chancen og stiger på toget uden billet, siger chef for DSB Statistik og Analyse, Jan Albrecht.


Han påpeger samtidig, at 96 procent af kunderne, der fik udstedt en kontrolafgift, ikke opgav anden årsag, end at de manglede en gyldig billet. Tre procent af kunderne, der fik en kontrolafgift, havde glemt deres Pendlerkort. Én procent af kunderne forklarede, at de havde mistet deres pengepung, og endelig angav fire personer, at de rejste uden billet, fordi billetautomaterne eller klippemaskinerne på stationen var ude af drift.