Bestem selv prisen over Storebælt
Bestem selv prisen over Storebælt
DSB har kigget flyselskaberne over skuldrene og introducerer billigere priser mellem Øst- og Vestdanmark
Det er slut med at betale enhedsprisen 160 kroner for den Orange tur over Storebælt. Den 13. november præsenterer DSB nemlig et nyt DSB Orange koncept, der erstatter DSB Orange Storebælt, Orange Endagsbillet, Orange Gruppebillet og Orange Tog.
Konceptet er baseret på en differentieret prisstrategi og betyder kort fortalt, at jo tidligere kunden køber billetten og jo skævere tidspunktet for rejsen er, jo billigere er rejsen over Storebælt.
Princippet er det samme som hos lavprisflyselskaber som for eksempel Sterling.
Kommercielt billetsalg
»Det nye koncept gør DSB's tilgang til måden at sælge billetter på mere kommerciel. Og det viser, at toget kan være et billigt alternativ til for eksempel bilen,« siger Christian Ejlersen, projektleder i DSB Online.
Tiltaget belønner kunder, der kan rejse på mindre attraktive tidspunkter og kan dermed også være med til at flytte kunder fra de populære og overfyldte tog til tog, der kører med tomme sæder.
Billigst i Netbutikken
Den letteste vej til rabat på billetten er via Netbutikken. Her kan kunderne se prisen på den ønskede afgang plus prisen på andre afgange samme dag. Prisen bliver hver gang sammenlignet med det, billetten koster på Standard, så kunden hele tiden ved, hvor stor besparelsen er, når rejsen er orange.
Lige som nu er der penge at spare ved at handle på nettet. Billetter købt i Netbutikken er 20 kroner billigere end dem, der er købt i betjente billetsalg.
»Salget af DSB Orange billetter på nettet er stigende, og den udvikling skal fortsætte. Derfor sælger vi billetten billigere til dem, der betjener sig selv på dsb.dk,« siger Christian Ejlersen.
Effektiv markedsføring
Markedsføringen af konceptet begynder i uge 46, og kunderne vil for første gang opleve DSB annoncere med meget billige fra-priser på helt almindelige togbilletter.
»Ekstraordinært lave priser trækker kunden ind på DSB's hjemmeside. Måske er der ikke flere lavprisbilletter tilbage de dage, kunden kan rejse. Men nu er han eller hun kommet ind på bestillingssiden og vælger måske en anden afgang, selvom prisen er højere end annonceret på plakaterne. Det er den samme metode, som mange af flyselskaberne bruger med stor succes,« siger Jørgen Michael Rasmussen, brandmanager i DSB Marketing.
DSB Orange fra-priser
Så billigt kan DSB Orangebilletten fås over Storebælt:
København H-Aalborg fra 154 kroner
Normalpris: 358 kr.
København H-Århus fra 139 kr.
Normalpris: 322 kr.
København H-Odense fra 106 kr.
Normalpris: 238 kr.