Århus-Struer tilbage til Arriva

Århus-Struer tilbage til Arriva

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
01. juni 2004 kl. 14:26

Fra søndag den 14. december bliver det igen Arriva’s tog og lokomotivførere, der kører på strækningen Århus-Langå-Struer.


Arriva overtog efter et udbud i starten af året i alt seks jyske jernbanestrækninger, men efter et par turbulente måneder med en del aflysninger som følge af lokomotivførermangel, overtog DSB efter aftale med Trafikministeriet kørslen igen.


14. december er det imidlertid slut med den midlertidige hjælp. Arriva har fået uddannet flere lokomotivførere og er klar til selv at køre igen.


Både DSB på Århus-Langå-Struer strækningen og Arriva på de fem øvrige udbudte strækninger har kørt med en meget høj rettidighed det seneste halve år, og direktør i Arriva Tog, Karsten Røn Andersen roser i DSB’s medarbejderavis samarbejdet mellem de to selskaber:


”Selv om man nogle gange godt kan få et andet indtryk i pressen, så har vi et utroligt godt samarbejde med DSB på alle niveauer. Men derfor glæder vi os alligevel til at få kørslen tilbage. Vi har brugt tiden på at stabilisere vores forretning, og vi vil naturligvis have ekstra fokus på at køre godt,” siger han.


Arriva skal køre i Midt- og Vestjylland til 2010, hvor strækningerne kommer i udbud igen.


Af journalist Henrik Overgaard