55 timer uden tog mellem Skørping og Aalborg

55 timer uden tog mellem Skørping og Aalborg

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
23. oktober 2008 kl. 09:00

I den kommende weekend, 24-26. oktober, udskifter Banedanmark sveller og renoverer broer på strækningen mellem Skørping og Aalborg.

Arbejdet står på fra sent fredag aften til natten efter søndag, og det betyder, at togene mellem Skørping og Aalborg er erstattet af busser i 55 timer.

"Banedanmark skal fjerne de eksisterende brofag og løfte nogle nye på plads, og derfor er det ikke muligt at køre tog på strækningen, mens arbejdet står på," forklarer regionschef for DSB i Nord- og Østjylland Knud Erik Bendixen.

Ophold i Aalborg
Af hensyn til langt størstedelen af kunderne og korrespondancerne med busserne og Nordjyske Jernbaner, opretholder DSB den normale køreplan mellem Aalborg og Frederikshavn. Det betyder, at kunderne, der rejser mellem to stationer henholdsvis syd og nord for Aalborg, får et ophold i Aalborg.

"Enkelte kunder vil skulle vente en time, men langt de fleste vil skulle vente cirka 30 minutter. Vi har valgt den her strategi for at tilgodese langt størstedelen af vores kunder, der rejser internt i Vendsyssel," siger Knud Erik Bendixen.

Busserne ankommer og afgår fra Aalborg Busterminal. InterCityLyn-bussen til Hobro kører fra perron 8 i minuttal 39, hvor toget normalt kører i minuttal 59.

InterCity-bussen til Skørping kører fra perron 9 i minuttal 35, hvor toget normalt kører i minuttal 10.

Særkøreplan på DSB.dk
DSB har udsendt en særekøreplan  for 24-26. oktober, som det er muligt at hente på DSB.dk, kunderne kan derudover orientere sig på DR1 tekst-tv side 471/472 og de gule afgangsplakater på stationerne, ligesom det er muligt at kontakte DSB døgnet rundt på telefon 70 13 14 15.

Støj i Skørping
Under spor- og broarbejderne kører InterCityLyn-togene kører kun mellem Københavns Hovedbanegård og Hobro.

InterCity-togene derimod kører hele vejen til Skørping, hvor de har et længere ophold, og der vil være en del rangering, det vil sige kørsel lokalt på stationen, døgnet rundt.

Banedanmark og DSB beklager de gener, spor- og broarbejderne medfører for passagererne og naboerne.

Læs mere om selve sporarbejdet på Banedanmarks hjemmeside.

Martin Sun Larsen