51 tilskadekomne - trafikken først normal i løbet af tirsdag

51 tilskadekomne - trafikken først normal i løbet af tirsdag

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
14. februar 2005 kl. 19:08

51 mennesker kørt til hospitaler efter S-togsulykken ved Lyngby Station. Ingen er hårdt tilskadekomne, oplyser Lyngby Politi.

Trafikken på Nordbanen forventes først at være normal i løbet af tirsdagen.

Lyngby Politi oplyste ved pressemødet kl. 16.00, at der "ingen alvorligt tilskadekomne" var ved S-togsulykken ved Lyngby Station. I alt 51 mennesker blev kørt til hospitaler – 25 sengeliggende og 26 ikke-sengeliggende.

Ved middagstid kørte et sydgående S-tog op i et andet S-tog, der holdt stille i den nordlige ende af Lyngby Station. De to togs ender blev skrællet op ved sammenstødet, og to af de bagerste vogne på det holdende tog blev afsporet.

I første omgang oplyste Falck og Lyngby Politi, at der var to hårdt sårede passagerer. Det blev senere på dagen efter undersøgelser på hospitaler ændret til ingen hårdt sårede. De tilskadekomne blev kørt til Rigshospitalet, Glostrup-, Gentofte-, Hvidovre- og Bispebjerg Hospital.

Blandt de sårede er en lokomotivfører med brud på kæben fra det S-tog, som påkørte det holdende tog ved Lyngby Station.

DSB kan kontaktes på hotline for pårørende (33 54 57 81). Her fås oplysninger om navne på tilskadekomne, på samme nummer kan personer med behov for psykologhjælp i forbindelse med ulykken henvende sig.

Havarikommissionen var mandag eftermiddag ved at undersøge omstændighederne ved ulykken. DSB udtaler sig ikke om årsagerne, før Havarikommissionens rapport foreligger.

DSB regner med at genoptage trafikken i løbet af tirsdag, men man må forvente, at morgentrafikken tirsdag vil være generet af ulykken.

DSB opfordrer derfor de kunder, der måtte have brug for det til at holde sig orienteret på dsb.dk/trafikinfo eller lytte til Københavns Radio i morgen tidlig.