50.000 tog toget til festival
50.000 tog toget til festival
Traditionelt er der ekstra pres på togene op til årets Roskilde-festival. Og i år var heller ingen undtagelse. Af de 80.000 mennesker, der tog til festival valgte mere end 50.000 at benytte toget.
Roskilde-festivalen startede torsdag den 26. juni. Søndagen før åbnede campingpladsen, hvor det store rykind gik i gang. Den dag rejste 15.440 flere til Roskilde end på en normal søndag. De øvrige dage op til – lørdag, mandag, tirsdag og onsdag – var der dagligt mere end 9000 passagerer mere end sædvanligt.
Den største passagerfremgang i forbindelse med festivalen var der i de direkte tog fra Kastrup til Roskilde. Her er der normalt 539 passagerer på en søndag. Men søndagen før festivalen var det tal 1238 – altså mere end en fordobling i passagertallet.
”Det er både svenskere og folk, der er kommet med fly, der har brugt det tog,” siger kontorchef Jens Mortensen i DSB.
Mandag den 30. juni var festivalens sidste dag.
”Da satte vi de størst mulige IC-tog ind. Desuden var lyntogene til Jylland forberedt på at skulle stoppe i Roskilde, hvis presset blev for stort,” fortæller Jens Mortensen. Et enkelt af de lyntog, der passerede mandag stoppede ekstraordinært ved Roskilde Station på vej mod Jylland.