21.000 flere tog til tiden

21.000 flere tog til tiden

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
14. april 2009 kl. 11:52

Bedre skinnenet, flere lokomotivførere, ny køreplan og gode tog var medvirkende til markant bedre rettidighed i 2008.

DSB har gennem de seneste år arbejdet hårdt for at få flere tog til tiden. I 2008 blev rettidigheden forbedret markant. I fjern- og regionaltog er rettidigheden forbedret med 2,2 procent, hvilket svarer til omtrent 9.500 flere rettidige tog. For S-tog er udviklingen endnu bedre med en øget rettidighed på 2,7 procent, hvilket svarer til cirka 11.500 tog. Samlet svarer det til, at rundt regnet 21.000 tog yderligere afgik rettidigt i 2008 i sammenligning med 2007.

»Vi ved, at hvert eneste forsinkede tog er til gene for kunderne, og derfor er det tilfredsstillende, at vi havde langt færre forsinkelser i 2008,« siger administrerende direktør Søren Eriksen.
DSB har cirka 2.400 togafgange hver dag eller omtrent 900.000 tog om året.

Stor rettidighed for S-tog
Det er en større koordineret indsats, som ligger bag den øgede præcision: For det første bliver DSB hjulpet af, at Banedanmark har forbedret skinnenettet. Det betyder færre nedsættelser af hastigheden. For det andet er der uddannet flere lokomotivførere, så knapt så mange tog må aflyses. For det tredje har den helt nye S-togskøreplan efter nogle finjusteringer givet en markant forbedret trafikafvikling, og for det fjerde og endeligt betyder nye S-tog og bedre vedligeholdelse, at der er færre fejl med materiellet. Det giver samlet mere tilfredse kunder.

»Jeg forventer, at vores egne initiativer samt kombinationen af klimakrise og økonomisk krise vil medføre, at DSB også får stigende markedsandele i 2009,« siger administrerende direktør Søren Eriksen.

For S-togene faldt antallet af forsinkelser med en tredjedel, mens forsinkelserne for fjern- og regionaltog faldt med en femtedel. For S-togene er cirka 94 ud af 100 tog til tiden. For Fjern- og Regionaltog kommer går 92 ud af 100 tog til tiden.