2003 blev endnu et godt år for DSB
2003 blev endnu et godt år for DSB
DSB kunne torsdag eftermiddag præsentere sit årsregnskab for 2003, og tallene viser endnu et godt år for DSB: Både DSB og DSB S-tog fik flere kunder i 2003, og sammen med lavere omkostninger var kundefremgangen med til at sikre, at DSB koncernen opnåede et godt økonomisk resultat.
DSB koncernens resultat for 2003 blev på 997 mio. kr. før skat. Det er 96 mio. kr. mindre end sidste år, men ca. 200 mio. kr. bedre end forventet.
DSB’s udenlandske aktiviteter har haft et flot første år. Antallet af rejser steg med fem procent på Roslagsbanan i Sverige, ligesom rettidigheden blev forbedret i 2003, som var det første år for DSB på de svenske skinner.
I 2003 oplevede kunderne sjældnere at skulle spejde efter forsinkede S-tog: Rettidigheden blev væsentligt forbedret, og antallet af passagerer steg for første gang i fem år.
”Det gode resultat er skabt på baggrund af øgede passagerindtægter, og der er effektiviseret i såvel administration som salg og produktion. Herudover er det glædeligt at konstatere, at det også går godt for DSB i hovedstadsområdet. S-tog har for første gang i fem år passagerfremgang, samtidig med, at rettidigheden blev forbedret,” siger bestyrelsesformand i DSB, Mogens Granborg.