Aviscontainere på alle S-togsstationer

Aviscontainere på alle S-togsstationer

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
05. februar 2008 kl. 13:08

Nu har DSB S-tog i samarbejde med Urban, metroXpress, Nyhedsavisen og 24timer opstillet containere til gratisaviser på alle S-togsstationer. Dermed kan alle avislæsende S-togskunder med god samvittighed lægge deres gratisavis i genbrugscontaineren, når de har læst den. I løbet af ugen vil der blive opsat containere på Stogsperronerne på Hovedbanen, som er den eneste station, hvor containerne ikke er helt på plads. I løbet af et par måneder vil der komme containere på de øvrige perroner på Hovedbanen.


Containerne er tiltrængt

DSB S-tog har lavet en undersøgelse, der  viser, at gratisaviser udgør 60-80 procent af affaldet i skraldespandene på stationerne, desuden samler DSB S-tog hver måned 50-60 tons gratisaviser ind i togene, og i hele 2007 samlede DSB S-tog i alt 730 tons gratisaviser ind.


»Det har været hårdt for medarbejderne på depoterne og stationsrengøring, som har skullet håndtere meget mere affald end normalt. Med de nye containere vil belastningen for vores medarbejdere blive klart mindre,« siger Jesper Vind, afdelingschef i Processer og miljø hos DSB S-tog.



Kunderne bruger dem

I 2007 lavede DSB S-tog et forsøg med containere på udvalgte S-togsstationer, for at se om kunderne ville benytte dem.
Forsøget var en stor succes. Kunderne var gode til at benytte containerne, og i alt 145 tons gratisaviser blev samlet ind under forsøget.

»Jeg er rigtig glad for, at vi har fået denne løsning på plads. Det betyder, at vi kan håndtere gratisaviserne på en miljømæssig forsvarlig måde, og samtidig gøre det nemt for vores kunder,« siger Jesper Vind.



Gratisaviserne tænker miljø

Gratisaviserne er også glade for, at ordningen er kommet i stand.
»Vi er meget tilfredse med opsætningen af genbrugscontainerne. Dette viser, at vi aktivt deltager med at skåne miljøet så meget som muligt. Mange læsere er af den opfattelse, at gratisaviserne ikke tænker på miljøet, men vi tænker rent faktisk lige så meget over det, som vores læsere gør. Vi har hverken lyst eller råd til at lade være,« siger de fire gratisaviser i en fælles udtalelse.

De containere, der bliver opstillet nu, er en midlertidig løsning. DSB arbejder på at få en permanent løsning inden udgangen af 2008 på alle de stationer, hvor gratisaviserne udgør en del af affaldet.