Nye grønnere værksteder
DSB skifter over det næste år sin togflåde ud, så togene frem mod 2030 bliver eldrevne. Dermed bidrager DSB væsentligt til en langt mere bæredygtig profil med klimavenlig togtrafik i Danmark, der kan flytte hundredtusindvis af danskere hver dag og afhjælpe de stigende trængselsproblemer.
Nye grønnere værksteder
DSB skifter over det næste år sin togflåde ud, så togene frem mod 2030 bliver eldrevne. Dermed bidrager DSB væsentligt til en langt mere bæredygtig profil med klimavenlig togtrafik i Danmark, der kan flytte hundredtusindvis af danskere hver dag og afhjælpe de stigende trængselsproblemer.
I transformationen fra ældre dieseltog til elektrisk materiel bygger og ombygger DSB også værksteder til at vedligeholde og reparere den nye flåde. Da transformationen fra gammel til ny flåde pågår over flere år, vil der være behov for at holde de eksisterende værksteder i drift, i takt med at den nye flåde skal vedligeholdes. Derfor er der lokaliseret nye placeringer til fremtidens værksteder, der tilgodeser DSB’s fremtidige trafikvision, med højst mulig effektivitet
Det er et stort puslespil, som DSB investerer mange penge og ressourcer i. For ikke nok med at DSB i en overgangsfase både skal køre el og diesel, så skal det også times med Banedanmarks modernisering af jernbanenettet. Denne modernisering omfatter udrulning af Signalprogrammet og elektrificering af de centrale jernbanestrækninger i Danmark.
I København flytter DSB ud af sine historiske lokaler på Otto Busses Vej i Københavns Sydhavn, som siden 1907 sammen med Sonnesgade i Aarhus har været en grundsten i DSB´s værkstedslandskab. Vedligeholdelse af lokomotiver og vogne flytter til et spritnyt værksted der skal opføres sydøst for Næstved ved Mogenstrup.
I Københavns Sydhavn, tæt ved Trafiktårnet, bygges der et nyt værksted til elektriske togsæt, hvilket vil højne effektiviteten, når togsættene de skal til og fra Københavns Hovedbanegård. Værkstedet forventes at blive taget i brug i år 2025.
Når DSB flytter aktiviteterne til Næstved, kan området på Otto Busses Vej blive del af en ny grøn bydel med boliger, arbejdspladser, rekreative områder og kulturaktiviteter, som DSB udvikler sammen med Københavns Kommune og FREJA.
DSB’s eksisterende værksted ved Svanemøllen Station ”Helgoland”, bliver delvist ombygget. Her er der planlagt med 4 spor, der kan blive anvendt til klargøring af de nye togsæt, som DSB forventer vil ankomme i 2023.
I Brabrand, tæt på Aarhus, opføres et yderligere værksted til de elektriske togsæt. Ibrugtagning af dette værksted er linket til elektrificering af banestrækningen mellem Aarhus og Hobro.
Det eksisterende centralværksted i Sonnesgade i Aarhus vil i overgangen mellem gammel og ny togflåde være i drift. Her vedligeholder DSB i dag den nuværende dieselflåde af IC3 og IC4 togsæt. DSB har behov for at anvende og vedligeholde IC3-flåden helt frem til at alle de nye elektriske togsæt er leveret.
IC3-værkstedet i Sonnesgade ligger centralt i Aarhus og har eksisteret siden 1925. I forbindelse med udfasningen af dieseltog-materiellet, kan nye tanker om Bydel Sonnesgade blive født.