Tryghedsvagterne Sofia og Brian passer på de rejsende

Siden 2022 har tryghedsvagter på DSB’s S-togslinjer dag og nat spillet en afgørende rolle i DSB’s tryghedstiltag. Her hjælper de særligt unge mennesker med at opføre sig ordentligt – og med at komme sikkert hjem. Og indsatsen øger følelsen af tryghed markant.



”Undskyld, må jeg lige spørge om noget?”

En fortravlet kvinde i sort jakke har hurtigt spottet de gule veste på tryghedsvagterne Sofia og Brian på Høje Taastrup Station.

Kort efter er kvinden videre – klogere på det spor, hun skal tage toget fra.

Hjælp til rejsen følger naturligt med at bære en DSB-vest, men Sofia og Brian er på en anden mission denne råkolde torsdag. De er tryghedsvagter, ansat til at skabe mere tryghed på udvalgte S-togsstationer og -strækninger.

De har været på arbejde siden kl. 05 i morges, og nu er klokken blevet 11. De arbejder altid mindst to og to, og sammen med andre hold af tryghedsvagter deler de S-togslinjerne mellem sig både nat og dag.

Det lægger de rejsende mærke til. Godt otte ud af ti rejsende har nemlig set eller hørt om tryghedsvagterne.

Og blandt dem, der har set tryghedsvagterne, er over 80 procent helt eller delvist enige i, at vagterne øger trygheden i toget og på perronerne i aftentimerne, viser en undersøgelse foretaget af Epinion for DSB i sommeren 2024.

Netop synlighed er afgørende for missionen om at skabe større tryghed, selv om vagternes arbejde også indebærer en række praktiske opgaver, der skal løses, fortæller 29-årige Sofia.

Om dagen er det typisk hjemløse, der opholder sig ulovligt, og unge, der huserer på stationerne i skoletiden, tryghedsvagterne har fokus på.

”Om aftenen og særligt i weekenderne er det mest støjende adfærd i tog og på stationerne. Nogle gange også tumult. Og så er der ikke mindst de fulde unge, der skal hjælpes godt hjem,” siger Sofia, der har arbejdet som tryghedsvagt siden 2022.

Gør aftenrejsen tryggere
Det er netop om aftenen, at Sofia og Brian sammen med deres kollegaer gør den største forskel. Tiltaget med tryghedsvagter betyder nemlig, at 80 procent af kvinder og 71 procent af mænd oplever en øget tryghed ved at rejse med toget i aftentimerne.

Effekten slår også igennem hos særligt forældre til unge mellem 15 og 18 år. Her betyder vagternes tilstedeværelse, at 74 procent føler sig mere trygge ved at lade deres børn rejse om aftenen.

Også den gode opførsel hjælper vagterne folk med at huske – det kan være alt fra at tage fødderne ned fra sæderne, slukke cigaretten på perronen til at skrue ned for musikken, hvis det generer andre.

”Vores vigtigste opgave er at være synlige og tale med folk. Hvis de gør noget, de ikke må, minder vi dem om reglerne. Heldigvis lytter langt de fleste pænt til os og gør, som vi siger,” siger Sofia.

Centralen kalder
Som en del af tryghedspakken er der, udover vagter, også indført øget videoovervågning på alle S-togsstationerne. Et tiltag, der i den grad øger de rejsendes følelse af tryghed.

Hele 46 procent synes i høj grad at overvågningskameraerne øger deres tryghedsfølelse og endnu flere - 57 procent - mener det samme, når de er klar over, at der faktisk sidder en person bag kameraet.

Tryghedsvagternes arbejde koordineres netop fra DSB’s overvågningsstation, hvor de via talrige kameraer kan se, hvad der sker på alle stationer.

Hvis der er brug for det, sendes tryghedspatruljerne ud.

Lidt efter skratter det da også i Sofias radio, og de to vagter bliver sendt til Vesterport Station, hvor en mand har taget ulovligt ophold.

Men de to vagter når aldrig til Vesterport. Kort efter beder radioen dem i stedet tage til Lyngby Station, hvor en gruppe unge skaber utryghed i en cykelkælder under stationen.

”Det er noget med høj musik og alkohol. Så vi skal derhen nu,” siger Brian, mens han på telefonen finder afgangstiden for næste tog mod Lyngby.

En tryggere rejse

 

Initiativet med tryghedsvagter er en del af regeringens tryghedspakke "Et tryggere Danmark", som giver DSB mulighed for at indsætte vagter på S-togsstationer.

Formålet med indsatsen er at øge trygheden på stationerne, perronerne, i togene og på rejsen generelt.

Væk med den joint
På Lyngby Station er de unge dog forduftet, da Sofia og Brian ankommer. I stedet står en yngre mand og ryger en joint nede i cykelkælderen.

”Kan du ikke gøre det der et andet sted,” siger Brian roligt til ham. Manden nikker og tager sit forehavende udenfor.

”Når man taler pænt til folk, er der stort set aldrig problemer. Og ofte behøver vi ikke sige så meget, for folk stopper eller smutter, så snart de ser os,” siger Brian i cykelkælderen, hvor kraftige lamper lyser rummet op, mens der kører musik på repeat fra en række højttalere.

Musikken skal afholde folk fra at tage ophold eller sove hernede, og talrige overvågningskameraer sender et kraftigt signal om, at lyssky aktiviteter ikke hører hjemme her.

Alt sammen med det formål at øge trygheden i cykelkældre og andre steder, der historisk set ikke har været de mest hyggelige at færdes.

Ring til tryghedstelefonen
Det samme gælder tryghedsvagternes tilstedeværelse i S-tog, perroner og øvrige stationsområder. Og til sammen gør DSB’s tryghedsindsats en stor forskel for de rejsende.

Efter at være blevet præsenteret for Tryghedspakken mener 8 ud af ti, at DSB’s tryghedsindsat har påvirket deres syn på DSB i en positiv retning.

Og det glæder de to tryghedsvagter i cykelkælderen.

”Det skal være trygt at stille sin cykel her, ligesom det skal være trygt at tage S-toget om aftenen. Og oplever man noget utrygt, kan man altid ringe til os,” siger Brian med henvisning til, at DSB har oprettet en tryghedstelefon med telefonnummer 70131311, hvor man kommer direkte igennem til DSB Overvågning.

”De kan via kameraer altid se, hvor du er på DSB’s stationer, og de har direkte kontakt til os tryghedsvagter. På den måde kan vi hjælpe til, hvis der er brug for os,” siger han, mens han fortsat går rundt i den store kælder.

Lige nu skal han og Sofia nemlig ikke videre. Over radioen er de blevet bedt om at blive i området og sikre, at de unge ikke vender retur, når skoleklokken ringer ud.

”Nu må vi se. Men det er jo kun godt, hvis de finder noget bedre at lave end at sidde hernede,” siger Brian.

Epinion har på vegne af DSB lavet en effektmåling af DSB’s tryghedstiltag. Her fremgår det bl.a. at: