Graffitiafrensning skal øge trygheden

DSB bruger hvert år millioner på at fjerne graffiti – især fra S-tog. Afrensningen er et omfattende arbejde, der dagligt kræver mange mandetimer for at sikre en tryg og behagelige rejse for passagerne. Men forhåbentligt bliver problemet mindre i fremtiden.


 

Det lange, røde S-tog holder stille i forårssolen, mens to mænd iført orange kedeldragter, handsker og beskyttelsesbriller skrubber løs på den opløste maling på togets side.

Flere af vognene er plastret voldsomt til med graffiti, og særligt ruderne er hårdt ramt.

Men med kost og spand bliver graffitien – stykke for stykke på togets side - langsomt til en grålig strøm af blandede farver, der løber ned i en opsamlingsvogn under toget.

”Det er nemmest at få af, når det er nymalet,” siger servicemedarbejderen Hussein, mens han sammen med en kollega skurer på den røde togside på DSB’s værkstedsområde i Taastrup lidt uden for København.

Her ruller det ene S-tog efter det andet på daglig basis ind for at blive renset, efter de er blevet udsat for graffitihærværk. Og de seneste år er sager med graffiti kun blevet flere.

Fra 118 i 2022 er antallet af sager med graffiti, som DSB har politianmeldt eller fået politiet tilkaldt til, steget til 257 i 2024.

Et alvorligt problem
Hærværket omfatter alt fra store malerier til politiske og racistiske slagord og ytringer.

Hvem gerningsmændene er, ved man af gode grunde ikke, men DSB og politi har eksempler på, at folk kommer hele vejen fra udlandet for at male graffiti på hovedstadens røde S-tog.

Alt sammen er dyrt at fjerne, dårligt for miljø og klima og skaber utryghed for kunderne i toget.

Og det er et alvorligt problem, fortæller Jesper Rosholt Bremholm, der er underdirektør for togdrift hos DSB.

”Vores kunder skal have oplevelsen af pæne og rene tog. Graffiti er groft hærværk, og er det på ruderne, bliver vognene dunkle og utrygge, hvilket vi bestemt ikke ønsker,” siger han.

Stigende antal hærværksager
Opgaven med at fjerne graffiti fra S-togene varetages af ISS for DSB, og Hussein og hans kollegaer arbejder dag og nat for at fjerne alt fra mindre tags til større malerier.

Afgørende er det, at de kommer hurtig til. Jo længere tid malingen sidder, desto sværere er den at få af, og med tiden ætser den togenes røde folie. Derfor skal togene gerne renses inden for 72 timer, efter de er blevet malet.

Til at hjælpe med at registrere hærværket hurtigt, benytter DSB sig af særlige, intelligente kameraer, der filmer togene og automatisk giver besked, når et tog er blevet malet på.

Derefter bliver det taget ud af drift for at blive renset, hvilket er et stort arbejde, der kun kan klares manuelt. Det kræver knofedt på trods af, at en særlig antigraffiti-væske opløser malingen i løbet af et kvarters tid.

”Det tager nogle timer at vaske de store tegninger af, og ofte er der mange tegninger på toget,” siger Hussein om det omfattende arbejde.

Inden graffitien bliver fjernet, bliver den dog altid først registreret og dokumenteret i form af billedmateriale, der løbende sendes til politiet, der efterforsker sagerne.

En dyr opgave
De seneste år er antallet af hærværkssager med graffiti som nævnt kun blevet flere, og DSB bruger årligt 24 millioner kroner i direkte udgifter på at fjerne den uønskede maling. Dertil kommer udgifterne ved, at togene tages ud af drift, når de skal rengøres, fortæller Jesper Rosholt Bremholm.

Penge, som DSB langt hellere ville bruge på mange andre ting.

”Det er urimeligt, at vi hvert år skal bruge millioner af kroner på at fjerne graffiti, som andre ulovligt har malet på vores tog,” siger han og uddyber, at DSB derfor er ganske tilfredse med, at regeringen, som en del af deres nye Tryghedspakke, har varslet skærpede straffe for at male graffiti på togene.

Frem for at risikere en bøde skal personer bag graffiti-hærværk kunne straffes med betinget fængsel, lyder forslaget til en ny lovgivning, der forventes at træde i kraft senere på året.

”Det er vores håb, at den øgede opmærksomhed fra politikere og politi vil have en afskrækkende effekt. Det går ikke, at der er såkaldte graffititurister, der rejser til København for at male på vores tog, fordi straffen er så lav, som den er,” siger han og uddyber:

”Forhåbentlig vil udsigten til fængselsstraf derfor have en forebyggende effekt, der i sidste ende vil resultere i en mere tryg rejse for vores kunder.”