DSB’s fodboldguider sikrer alle kunder en tryg rejse
DSB’s fodboldguider sikrer alle kunder en tryg rejse
Mellem 20 og 30 gange om året sørger DSB’s faste fodboldguider for, at tusindvis af fans kommer sikkert til og fra såkaldte højrisikokampe. Det øger trygheden for de øvrige rejsende, DSB’s personale og ikke mindst de feststemte fans selv.
Hvad gør man, når 600 ultrafans fra Slovakiet truer med at smadre stationen i Farum? Jo, man indkalder DSB’s fodboldguides og lader dem løse situationen.
Med en særlig uddannelse og mange års erfaring bag sig med at ledsage højlydte og nogle gange fanatiske fodboldfans til og fra primært superligakampe, er det nemlig den type opgaver, fodboldguiderne er trænet til håndtere.
Blandt dem er Jacob Bendix, der efter mere end 15 år som fodboldguide har set det meste.
Som koordinator for de i alt 24 fodboldguides, der siden 2009 har hjulpet fans over hele landet til og fra udvalgte udebanekampe, har han været med på hundredvis af ture, hvor alt mellem 50 og 2000 fans rejser i samlet flok.
Og her hjælper det med genkendelighed og faste procedurer.
”Vi bliver altid mødt positivt af fansene, og mange af dem kender os, fordi vi har været på mange ture med dem. Det er ikke usædvanligt, at vi får en krammer og en god snak på turen,” siger Jacob Bendix, der ved siden af fodboldturene arbejder som togfører.
En krammer og en snak
Guiderne møder fansene på perronerne, hvor de sørger for, at de kommer med de udvalgte ”fodboldtog” både frem og tilbage. De er også med på rejsen, hvor de holder øje med, at alle opfører sig ordentligt.
Når hundredvis af glade foldboldfans samles, er det nemlig ofte forbundet med larm, øldåser og store armbevægelser.
Formålet med DSB’s fodboldguides, der består af frivillige togførere med et særligt kursus i konflikthåndtering og fankultur, er derfor at sikre en tryg rejse for de øvrige passagerer, DSB’s personale og fansene selv, forklarer Jacob Bendix.
Og alle skal have en billet, naturligvis. Men også den del er der tænkt over.
”I toget sælger vi en særlig returbillet til fansene, der kun gælder den afgang, hvor vi er med. På den måde sikrer vi, at de også kommer retur sammen med os,” siger han.
Fans med særtog
Transporten til og fra kampene arrangeres mellem DSB og fangrupperingerne, hvor de ofte højlydte fans får deres egne vogne i toget eller deres helt eget særtog.
På den måde adskilles de feststemte fans fra almindelige kunder i toget, og DSB kan i samarbejde med politiet sikre, at de på rejsen ikke render ind i fans fra modstanderholdet, hvilket historisk set har givet anledning til ballade.
I alt drejer det sig årligt om mellem 20 og 30 såkaldte højrisikokampe, og er der én egenskab i arbejdet som fodboldguide, der tæller, så er det evnen til at møde folk, hvor de er, og tale med dem i øjenhøjde, fortæller Jacob Bendix.
”Man skal kunne se udover al støjen og have blik for det enkelte menneske. Og så skal man have en oprigtig forståelse for deres fællesskab,” siger han.
Ingen skader
Mens man måske kunne få den tanke, at hundredvis af opstemte og berusede foldboldfans kan være forbundet med utryghed eller fare for DSB’s fodboldguider, så kan Jacob Bendix afvise det.
”Vrede over modstanderholdet eller kampens resultat er aldrig rettet mod os fodboldguider, og vi har ikke haft en eneste arbejdsskade på grund af vold eller trusler,” siger han.
Til gengæld er turene noget han og kollegaerne ser frem til, og alle ture er frivillige for fodboldguiderne, hvis man ikke har overskuddet en given dag.
”Det er et sjovt arbejde, der handler om mennesker, og hvor fansene stoler på os og omvendt. Vi bliver også tilbudt mange øl, som vi takker pænt nej tak til,” siger Jacob Bendix med et grin.
Gode målinger
Fodboldguiderne er en del af DSB’s samlede tryghedsindsat, der for alvor er slået igennem hos danskerne. Det viser årets Sustainable Brand Index, der er Europas største uafhængige brandundersøgelse, hvor DSB indtager førstepladsen i kategorien ‘passagertransport. Læs også "Synlige klimatiltag og trygge kunder giver DSB bæredygtig 1. plads"
Bemærkelsesværdigt er det, at det særligt er på parameteren “Safe journey for passengers,” at DSB er rykket stærkt frem, nemlig med hele 14 procentpoint.
Den gode udvikling skyldes ikke fodboldguiderne alene, men ordningen er et godt eksempel på, hvordan DSB tager kundernes tryghed seriøst og udvikler løsninger, der gør rejsen bedre for alle, fortæller Jesper Rosholt Bremholm, der er underdirektør i DSB Togdrift.
”Med indsatsen fra vores fodboldguides får vi isoleret udfordringen med højlydte fans, så de ikke generer andre kunder i toget. Samtidig er der opstået en gensidig respekt mellem fodboldguides og fans, der betyder, at fansene opfører sig pænt og ikke laver hærværk i toget. Det er en glimrende løsning til gavn for alle,” siger Jesper Rosholt Bremholm.
Han uddyber, at DSB fremover også vil arbejde forebyggende med fodboldguider, der indsættes på afgange, hvor fans kan finde på at dukke uanmeldt op.
”På den måde kan vi blive endnu bedre til at forebygge, at der opstår problemer eller ballade i forbindelse med fodboldkampe,” siger han.
600 ultrafans
For Jacob Bendix er hans indtil videre 15 år som fodboldguide bestemt ikke blevet for lang tid, og han glæder sig til at fortsætte arbejdet. Han og kollegaerne løser nemlig en vigtig opgave – hvilket det indledende eksempel med de 600 slovakiske ultrafans er et godt bevis på.
Her var det netop fodboldguidernes kompetencer, der var brug for den råkolde november dag tilbage i 2023, hvor urolige fans truede med at smadre Farum Station, og politiet ringede til DSB for at få hjælp. Planen med busser retur til lufthavnen var nemlig gået i vasken.
”Vi fik hurtigt indsat et særtog, der blev kørt til Farum. I toget stod vi guider klar, og vi blev kun mødt med positive tilkendegivelser fra de ellers ophidsede fans, der roste os for god stil og god kultur, siger han fortsætter:
”Farum Station overlevede, og min kollega Benny fik endda en souvenir i form af et tørklæde. Da toget var tømt, fandt vi to brosten lagt pænt på gulvet. Jeg kan godt lide at tænke, at de ikke blev brugt til andet på grund af den gode behandling, vi gav dem.”