Bæredygtighed | 11. januar 2024

Skift til fjernvarme sparer DSB 650 ton CO2 om året

Foto: Bjarke Ørsted

DSB’s store klargøringscenter i Kastrup er overgået fra gas til fjernvarme. Det omtrent halverer DSB’s samlede gasforbrug og sparer ca. 650 tons CO2 om året.



Når de mere end 14.000 m2 værksteder og opholdsrum ved Klargøringscenter Kastrup(KAC) varmes op, er det ikke længere gas, der bruges.

I november måned blev der nemlig endegyldigt lukket for gassen, og i stedet er det fjernvarme og varmepumper, der varmer bygningerne op.

Det giver ikke alene KAC en enorm CO2-besparelse på omkring 80 procent om året, det sikrer også DSB’s forsyningssikkerhed i tilfælde af gasmangel. Det fortæller Hans Erik Jensen, der er leder for Infrastruktur Øst hos DSB.

”Det er på alle måder en god investering. Vi behøver ikke længere frygte mangel på gas, og jeg har svært ved at få armene ned over, hvor stor en CO2-besparelse det giver. Det svarer til cirka halvdelen af hele DSB’s årlige gasforbrug,” siger han.

 

Vi behøver ikke længere frygte mangel på gas, og jeg har svært ved at få armene ned over, hvor stor en CO2-besparelse det giver.

Hans Erik Jensen, leder for Infrastruktur Øst hos DSB

 

Brug for meget varme
Arealmæssigt måler KAC omtrent det samme i grundplan som 73 store parcelhuse, og tilmed er der meget højt til loftet i den store hal, hvor togene rutinemæssigt tjekkes, rengøres og repareres.

Med andre ord er der mange kubikmeter, der skal varmes op.

Derfor giver skiftet fra gas til primært fjernvarme ifølge beregningerne en årlig CO2-besparelse på hele 650 tons CO2, hvilket svarer til det årlige forbrug i ca. 200 parcelhuse med gasfyr.

I den mindste af de tre bygninger på KAC’s arealer har man i stedet for gas installeret en varmepumpe, mens resten altså varmes op med fjernvarme.

Klare mål for 2030
I 2030 skal alle ejendomme, som DSB selv anvender, være opvarmet med fossilfri energikilder, og det skal som ved KAC ske ved at erstatte gas- og oliefyr med fjernvarme og varmepumper.

Skal skiftet ske til fjernvarme, kræver det dog, at der er adgang til fjernvarmenettet.

Og i KAC’s tilfælde er det Tårnby Forsyning, der i forbindelse med udvidelsen af deres fjernvarmenet har gjort det muligt for DSB at koble sig på.

”Vi har længe ønsket at komme væk fra gas, og da muligheden bød sig, var vi hurtige til at sige ja,” siger Hans Erik Jensen.

Konkret betyder skiftet, at DSB har bygget en ny varmecentral til at håndtere fjernvarmen. Rent fysisk er den langt mindre end det gamle gasfyr samt både nemmere og mere simpel at operere, fortæller Hans Erik Jensen.

De eksisterende radiatorer og ventilationssystemer har DSB beholdt, så den eneste forskel i praksis er, at varmen nu kommer fra en anden kilde.

”Det koster selvfølgeligt nogle penge at skifte fra gas, men det er på alle måder en rigtig og god investering,” siger Hans Erik Jensen.

 

For det første sparer DSB store mængder CO2, for det andet sikrer det en højere forsyningssikkerhed

Aske Mastrup Wieth-Knudsen, DSB’ bæredygtighedschef

 

Flere skift på vej
Den udlægning er DSB’ bæredygtighedschef, Aske Mastrup Wieth-Knudsen, enig i.

”For det første sparer DSB store mængder CO2, for det andet sikrer det en højere forsyningssikkerhed, og så er fjernvarme tilmed billigere end gas,” siger han og uddyber, at KAC var den største gasforbruger i hele DSB.

”Derfor går skiftet til fjernvarme direkte ind og påvirker vores samlede CO2-regnskab i et ret betydeligt omfang,” siger Aske Mastrup Wieth-Knudsen.

Det er ikke kun i KAC, at DSB i år har skiftet gassen ud. Også i bygningerne på Ryparken og Vamdrup Station har DSB fået installeret hhv. varmepumpe og fjernvarme.

Og i øjeblikket kigger DSB på en række andre specifikke stationer for at finde den bedste måde at skille sig af med de resterende gas- og oliefyr på, fortæller han.

”Vi er i kontakt med fjernvarmeselskaber landet over for at finde ud, hvordan og hvornår, vi kan skifte de sidste gas- og oliefyr ud med enten fjernvarme eller varmepumper. Forhåbentlig kommer der til at ske meget til næste år,” slutter Aske Mastrup Wieth-Knudsen.