Bæredygtighed | 13. september 2024
Nye skraldespande giver højere genanvendelse af plast
Bæredygtighed | 13. september 2024
Nye skraldespande giver højere genanvendelse af plast
For at sikre en øget grad af genanvendelse sætter DSB nye affaldsspande op, der giver kunderne muligheden for at kildesortere affaldet. Det skal både spare CO2-udledninger og hjælpe DSB med at nå sit mål om at genanvende 90 procent af affaldet i 2030.
Rejser du til eller fra en af landets mange togstationer, har du måske allerede lagt mærke til dem: DSB’s nye affaldsspande, som ved udgangen af året vil være på plads på de 100 største stationer.
Skraldespande har der altid været, men de nye affaldsstationer har to fraktioner, hvor der sorteres mellem plast, metal og mad-og drikkekartoner i det ene indkast, og restaffald i det andet. Pant er der gjort plads til på kanten af skraldespandene.
De to affaldstyper udgør nemlig hovedparten af affaldet på stationerne, og det afgørende er, at kundernes egen grovsortering gør det efterfølgende arbejde med at genanvende affaldet – særligt plastik - langt nemmere for DSB.
Det fortæller bæredygtighedschef hos DSB, Aske Mastrup Wieth-Knudsen, der glæder sig over, at kunderne nu får større mulighed for at bidrage til genanvendelsen.
” Vi ved fra undersøgelser og erfaring, at kunderne meget gerne vil være med til at sortere. Men det skal være på en måde, så det også er til at overskue, når man er på farten,
Aske Mastrup Wieth-Knudsen, DSB’s bæredygtighedschef
Kunderne vil gerne sortere
For det gør faktisk en stor forskel. Eksempelvis betyder indsamling af et kg plast en besparelse på 2,2 kg CO2, og på DSB’s stationer bliver det over tid til store mængder, der indsamles og sorteres.
”Vi ved fra undersøgelser og erfaring, at kunderne meget gerne vil være med til at sortere. Men det skal være på en måde, så det også er til at overskue, når man er på farten,” siger Aske Mastrup Wieth-Knudsen med henvisning til, at der for nu er to fraktioner at vælge i mellem.
Tidligere har DSB lavet forsøg med affaldssortering, hvor man testede sortering mellem madaffald og restaffald. Det forsøg viste sig dog ikke at give de bedste resultater på stationerne, hvor kunderne typisk har et andet behov, fortæller Aske Mastrup Wieth-Knudsen.
"Vores test viste, at mange kunder gerne vil sortere deres affald, men desværre blev det for blandet til at kunne genanvendes. Derfor har vi ændret fraktionerne, så vi kan sikre en højere genanvendelsesprocent."
Plastik bliver genanvendt
Når de nye skraldespande tømmes, bliver restaffaldet sendt til forbrænding, hvor det bliver omdannet til varme og elektricitet.
Plast, metal og mad-og drikkekartoner sorteres, hvorefter plastikken køres til både ind- og udland, hvor den laves til nye produkter.
”Vi vil sikre højest mulig genanvendelse af plastik i Danmark, så den type affald eftersorterer vi. Markedet for eftersortering af plast herhjemme er i udvikling, men slet ikke på samme niveau som rundt om i Europa. Derfor sendes det nogle gange til eftersortering i Holland og andre steder,” siger Aske Mastrup Wieth-Knudsen.
Den opgave varetages af miljøvirksomheden Ragn-Sells A/S, der sammen med Miljølogistik A/S fungerer som en slags hovedentreprenør for indsamlingen og håndteringen af plastikaffaldet fra DSB’s affaldsstationer.
Og hos Ragn-Seels fortæller Kenneth Kaasgaard, der er ansvarlig for virksomhedens cirkulære løsninger, at man i dag kan genanvende mellem 60 og 70 procent af den indsamlede plastik, der frem for at ende i en forbrændingsovn eller i naturen, bliver til nye produkter såsom spande, dunke, kasser, bakker og lignende.
”Jo bedre designet emballagen er, hvor man ikke blander for mange typer plastik, og jo bedre folk er til at sortere plastikken rigtigt, desto højere genanvendelsesprocent kan vi opnå,” siger han.
Cirklen bliver mindre
Og mens Ragn-Sells i processen med at sortere og efterbehandle plastikken i dag er nødt til også at se mod udlandet for at finde kapaciteten til den videre forarbejdning, så forventer Kenneth Kaasgaard, at cirklen fra indsamling til produktion af nye produkter lavet af genbrugsplast bliver mindre.
”Vores mål er, at hele kæden med at indsamle, sortere, efterbehandle og producere nye produkter af plastikaffald skal være her i landet. Markedet udvikler sig hele tiden, og jeg tror på, at det nok skal ske inden for en overskuelig fremtid,” siger han.
Den betragtning er Aske Mastrup Wieth-Knudsen enig i, og for DSB er det afgørende, at de som en stor virksomhed bakker op om den udvikling.
”Vi håber selvfølgelig, at der med tiden vil komme flere sorterings- og behandlingsmuligheder i Danmark, så vi slipper for at sende det over landegrænserne. Men det er nogle gange den bedste løsning, som det er lige nu.”