Bæredygtig transport | 17. marts 2022

Nye el-lokomotiver udleder syv gange mindre CO2 pr. passager

Når du kører med dobbeltdækkervogne trukket af DSB’s nye elektriske lokomotiver, udleder rejsen hele syv gange mindre CO2 end med de tidligere diesellokomotiver.


 

Sidste år sagde DSB farvel til de trofaste gamle diesellokomotiver kendt som ME’erne. Efter godt 40 år på skinnerne var tiden løbet fra dem, og de er alle i dag erstattet med bl.a. de spritnye Vectron lokomotiver, der kører 100 procent på strøm.

Samlet set giver pensioneringen af ME’erne DSB en årlig besparelse på hele 27.000 tons CO2, hvilket er et vigtigt skridt mod DSB’s mål at blive CO2-neutral i 2030.

Og det glæder naturligvis DSB’s bæredygtighedschef Aske, Mastrup Wieth-Knudsen.

”Hovedparten af DSB’s CO2-udledninger kommer i dag fra dieseltog, og hver gang vi erstatter gammelt diesel materiel med eldrevet, ser vi store besparelser. Og som strømmen bliver grønnere, vil CO2-besparelse kun blive større,” fortæller han.

Store besparelser
Som passager er det særligt på strækningen København - Næstved og København - Ringsted, hvor ME’erne plejede at køre, at man nu kan nyde de miljømæssige fordele ved de nye el-lokomotiver.

Nye beregninger fra DSB’s miljøafdeling viser nemlig, at dobbeltdækkervogne trukket af Vectron udleder blot 10 gram CO2 pr. personkilometer mod 70 gram før med ME’erne på samme rejse.

Det er altså syv gange mindre CO2 end før pr. passagerkilometer og over 10 gange bedre end at køre samme strækning i en traditionel benzin/diesel bil.

Dertil kommer, at partikeludledningen fra de gamle lokomotiver er forsvundet og støjgenerne reduceret.

”I det hele taget er det nu en langt bedre kundeoplevelse, vi nu kan tilbyde på de berørte strækninger,” siger Mastrup Wieth-Knudsen.

Større besparelser næste år
Udfasningen af de gamle ME’er har samlet betydet, at DSB fra 2020 til 2021 nedbragte deres CO2-udledning fra togdriften med cirka fem procent, viser DSB’s egne beregninger.

Og da de sidste ME’ere stadig kørte helt indtil december sidste år, er forventningen hos Aske Mastrup Wieth-Knudsen derfor, at besparelsen vil være endnu større fra 2021 til i år.

”Det kan vi selvfølgelig kun være tilfredse med, da det er hele formålet med at investere i nye, elektriske lokomotiver,” siger han.

Læs også: Toget udleder fire gange mindre CO2 end bilen

”hver gang vi erstatter gammelt diesel materiel med eldrevet, ser vi store besparelser. Og som strømmen bliver grønnere, vil CO2-besparelse kun blive større,

Aske Mastrup Wieth-Knudsen, DSB’s bæredygtighedschef