Terrorbekæmpelse hjælper DSB
Terrorbekæmpelse hjælper DSB
Kamerateknologi til at tjekke bomber under biler bliver brugt til at tjekke bremseklodser på DSB's tog
Da den nye Rigsdag i Berlin skulle sikres mod terrorangreb med bilbomber opfandt nogle snarrådige ingeniører et system, der kunne se, om der var placeret en bombe under bilen.
Systemet fungerer på den måde, at bilen kører over et kamera der affotograferer undervognen.
Systemet kan genkende enten bilens nummerplade eller bilmærke, og så kan computeren,der er tilsluttet kameraet, på få sekunder fotografere og genkende hvilket som helst bilmærkes undervogn. Er der nogen afvigelser bl.a. i form af en bombe eller andet, kan vagterne undersøge det nærmere og evt. tilkalde assistance.
Stor besparelse
Den samme kamerateknologi har DSB Klargøring i Kastrup nu draget nytte af. Her bruger man kamerateknologien til langt fredeligere formål, nemlig tjek af bremseklodser.
Teknologien hedder ABC – Automatic Break Control – og fungerer på den måde, at IC3-toget har en lille chip eller tag, der sidder foran på ploven. En læser registrerer, hvilket togsætnummer det er, og hvilken vej togsættet vender. Toget kører hen over kameraet med op til 5 km/t, og ved hjælp af infrarødt lys fotograferer kameraerne hver enkelt bremseklods på togsættet og sender oplysningerne videre til en computer. Et meget pædagogisk system viser vha. farverne rød, gul og grøn, om de skal skiftes eller ej. På computeren kan man endvidere aflæse, hvor mange millimeter, der er tilbage på hver enkelt klods. I dag er ABC installeret i klargøringscentrene i Kastrup og på Hovedbanegården.
»Kameraaflæsningen sparer os for mange mandskabstimer. Før gik en person og tjekkede hver enkelt bremseklods og vurderede, om klodsen skulle skiftes eller ej. Det kunne nemt tage 20 minutter pr. togsæt,« fortæller Søren Hein, der er ingeniør i Klargøring, og fortsætter:
»I dag tager det mindre end fem minutter at tjekke klodserne, og vi har fuldt tjek på, hvilke klodser der er slidte og hvor meget, så vi kan følge udviklingen i slitagen. Beregninger viser, at systemet sparer DSB for mindst 1,5 mio. kr. alene i bremseklodser. Oveni kommer de mange sparede mandskabstimer,« siger Søren Hein.
Det var i 2005, at DSB satte gang i projektet med at finde et automatisk system til at tjekke togenes bremseklodser. Her var DSB plaget af "varme skinner", hvor togene pga. de mange hastighedsnedsættelser på mange strækninger måtte lave mange nedbremsninger og accelerationer. Det sled ekstra meget på bremseklodserne med stor udskiftning til følge.
3,2 mio. kroner
DSB har selv deltaget i udviklingen af ABC, og hvis teknologien bliver solgt til andre togoperatører, får DSB 10 procent af salgssummen, indtil DSB har fået dækket alle udviklingsomkostninger. Det har samlet set kostet 3,2 mio. både at udvikle og installere ABC.