Flere vælger DSB og giver bilen baghjul
Flere vælger DSB og giver bilen baghjul
Bilen får i stigende grad lov til at blive hjemme i garagen, når danskerne skal på farten. Samtidig vælger flere at sætte sig behageligt til rette i toget – især når de skal til og fra arbejde.
Både DSB Fjern- og Regionaltog og DSB S-tog har fået en procent flere kunder i togene i løbet af de seneste ni måneder. Det viser DSB’s seneste kvartalsregnskab, der gør DSB til et af få togselskaber i Europa, som oplever fremgang trods finanskrisen. Til sammenligning er vejtrafikken ifølge Vejdirektoratet i første halvår faldet med ca. tre procent i hele landet og fire procent i Storkøbenhavn – et fald i biltrafikken, som i lidt mindre målestok er fortsat i 3. kvartal.
»Jeg er selvfølgelig meget tilfreds med, at DSB fortsat oplever kundefremgang og vinder øgede markedsandele på et tidspunkt, hvor trafikken på vejene er gået lidt i stå. Trods den faldende beskæftigelse har DSB fastholdt antallet af pendlere, der tager toget til og fra arbejde. Det ser jeg som et tegn på, at den kollektive transport er særdeles konkurrencedygtig i forhold til køerne på motorvejene,« siger DSB’s administrerende direktør Søren Eriksen.
DSB kræser for pendlerne
Pendlerne har masser af gode grunde til at vælge toget. Prisen på pendlerkortet er uforandret siden 2008 og vil heller ikke stige i 2010. Set i lyset af de generelle prisstigninger betyder det reelt, at rejserne er blevet billigere.
Tilmelder DSB’s pendlere sig loyalitetsprogrammet +more, har de endda mulighed for at få rabat på op til 13 procent af prisen på pendlerkortet. For kunderne i hovedstadsområdet er der loyalitetsprogrammet S-more med blandt andet rabatter på biografbilletter og teaterbilletter. Og de togrejsende kan oveni købet lade sig transportere med grøn og god samvittighed.
Svensk hjemmemarked
Flere svenskere vælger også DSB. DSB har sammen med britiske FirstGroup vundet regional- og pendlertogtrafikken i Göteborg, og fra slutningen næste år rejser dermed mere end 40 millioner kunder i udlandet med DSB.
DSB betjener i forvejen kunderne i Øresundsregionen og på Roslagsbanen i Stockholmsområdet, og Sverige betragtes af DSB som vores andet hjemmemarked.
»Vi havde et mål om at betjene 40 millioner kunder uden for Danmarks grænser ved udgangen af 2010. Det mål har vi nået allerede mere end et år tidligere end forventet. Her ganske kort tid før klimakonferencen går i gang i København, er jeg utrolig stolt af, at vi viser, at vores tilbud om klimavenlig transport kan have så stor succes både inden for og uden for landets grænser,« siger Søren Eriksen.
S-tog kører flot
Når deltagerne i klimakonferencen bevæger sig rundt i København, vil de blandt andet have fri adgang til S-togsnettet. Og S-togene oplever ligesom resten af DSB fremgang.
Rettidigheden er markant forbedret i 2009. Antallet af S-togsforsinkelser er reduceret med 1,7 procentpoint til 3,7 procent. Og trods faldet i både beskæftigelse og benzinpriser var der en procent flere, der rejste med S-tog i de første ni måneder i 2009 end i samme periode sidste år.
»Det glæder mig, at S-tog har fastholdt de flotte resultater. Vi har kørt rigtig godt, og derudover har vi med introduktion af sms-billetten, en masse nye tiltag i loyalitetsprogrammet S-more, gratis internet, mere rengøring og renovering af flere stationer virkelig arbejdet på at gøre det bedre for kunderne,« siger Søren Eriksen.