DSB indgår unik og grøn aftale med Better Place

DSB indgår unik og grøn aftale med Better Place

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
22. oktober 2009 kl. 14:15

Blækket på de to underskrifter er grønt – ligesom visionen og målet i høj grad også er grøn og klimavenlig i den samarbejdsaftale som DSB’s administrerende direktør Søren Eriksen i dag underskriver. DSB har nemlig her til eftermiddag indgået et internationalt og innovativt unikt samarbejde med virksomheden Better Place, der skal medvirke til at sikre danskerne grøn transport fra dør til dør ved at kombinere togtransport med elbilskørsel.

DSB's administrende direktør Søren Eriksen underskriver aftale med Jens Moberg, CEO i Better Place Denmark

Aftalen afspejler, at de to selskaber deler visionen om at skabe grøn og bæredygtig persontransport og gerne vil levere løsninger, der slår tre fluer med ét smæk: et væsentligt bidrag til at løse nedbringe CO2-udledningen og trængselsproblemerne ind og ud af de store byer samt sikre mere kvalitetstid på rejsen.

Det betyder, at de mange, mange elbilsejere, der forventes at komme til i løbet af nær fremtid, frit kan vælge mellem elbil og tog samt kombinationen – uden overhovedet at tænke på billet, pladsbillet, parkering, opladning med videre. Alt det er der tænkt på for dem ind i én samlet pakke.

»Med aftalen kigger vi ind i fremtiden – en fremtid, hvor vi skal have reduceret den alt for høje CO2-udledning. Til det formål kan toget og el-bilen hånd i hånd byde ind med rigtigt meget. Samtidig bidrager vi med den her aftale til fleksible løsninger på de store trængselsproblemer, og endelig, tror jeg, at travle pendlere i dag i stedet for at sidde og hyperventilere bag rattet i de uendelige motorvejskøer sætter pris på at kunne arbejde online i toget, læse en avis eller en god bog og have kvalitetstid til sig selv,« vurderer DSB’s administrerende direktør Søren Eriksen.

Kombinerer det bedste
De to selskaber vil sammen sikre at kunne tilbyde kunderne fordelene fra henholdsvis toget og elbilen. Udfordringen for togpassagerer i dag er, at de særligt på slutstationen lades alene med at finde en hurtig og effektiv transportløsning frem til det endelige bestemmelsessted. Bilistens udfordring er, at man binder sig bag rattet og derfor ikke kan bruge rejsetiden effektiv til for eksempel arbejde eller afslapning.

Konkret vil de to selskaber etablere en el-delebilsordning ved en række større danske togstationer. Ordningen starter med et pilotprojekt der igangsættes i 2010 i Høje-Taastrup og Skanderborg, hvor et antal el-biler i henholdsvis Høje-Taastrup og Skanderborg vil give de første pionérkunder mulighed for at komme fra for eksempel en af Århus’ sydlige forstæder til et møde i Bella Center i København og tilbage igen på en klimamæssig forsvarlig måde. Fra pc’en eller på lidt længere sigt mobiltelefonen vil kunden hjemmefra kunne bestille togbillet, pladsbillet samt en el-delebil, der står klar på bestemmelsesstationen. Det fælles el-delebilsprojekt skal senere udvides til at omfatte flere af de største pendlerstationer. De to selskaber vil også sammen se på mulighederne for at etablere lademulighed for elbiler ved de større pendlerstationer frem mod 2012.

»Trængslen på vejene i de store byer er et stigende problem, som vi kun har set starten af, hvis vi ikke gør noget fundamentalt anderledes. Og i DSB løfter vi gerne vores del at samfundsansvaret for at sikre nye, smidige og klimavenlige løsninger på transportområdet. Vi ved også, at vores kunder efterspørger nogle mere samtænkte løsninger for den kollektive trafik. Med den her visionære aftale kombinerer vi det bedste ved de to transportformer og giver os på sigt en fantastisk mulighed for at kunne trække endnu flere kunder over i toget,« siger DSB’s administrerende direktør Søren Eriksen.

Klimavenlig transport fra dør til dør
Aftalen indeholder to hovedelementer; dels etableringen af infrastruktur til ladning af elbiler på en lang række stationer, dels ambitionen om at etablere en fælles el-delebilsordninger på de største pendlerstationer. Infrastrukturen i form af attraktive parkeringspladser kan benyttes af både el-delebilerne og af de private elbiler, som pendlerne måtte parkere på DSB’s stationer. Gennem intelligent ladning sikrer infrastrukturen, at bilerne lades på det bedste tidspunkt, så strømmen i videst mulig omfang kommer fra vedvarende energikilder.

»Vi ser samarbejdsaftalen med DSB som en unik mulighed for at fremme udbredelsen af el-biler herhjemme og som en vigtig byggesten i vores arbejde på at etablere en landsdækkende infrastruktur i Danmark. Sammen vil DSB og Better Place kunne levere klimavenlig og bekvem transport fra dør til dør, og det er præcis den form for koordineret, intelligent sammentænkning af teknologier og løsninger, der skal fremmes herhjemme for at løse udfordringen med den alt for høje CO2-udledning,« siger .

Læs pressemeddelelsen her

Se DSB/Better Place filmen

Af Jannik Preisler