DSB ansatte er markant mere tilfredse
DSB ansatte er markant mere tilfredse
Arbejdsglæden har taget et kæmpe spring opad, viser årets analyse af medarbejdertilfredsheden. DSB-medarbejdere er nu gladere end gennemsnittet i andre virksomheder
Smilene er blevet betydeligt større, når man ser på DSB’s medarbejdere. Årets MedarbejderTilfredshedsAnalyse (MTA) er ikke til at tage fejl af: Medarbejderne er markant mere tilfredse med at være ansat i DSB sammenlignet med sidste MTA for halvandet år siden. Arbejdsglæden har taget et spring af de store fra 68 til 74 – på en score fra 0 til 100.
»Sidste gang stagnerede tallene, så jeg havde på håbet en fremgang. Men jeg havde slet ikke regnet med så dramatisk et spring opad. Før lå DSB’s resultat under gennemsnittet for andre virksomheder – nu ligger vi markant over Dansk Medarbejderindex, der er gennemsnittet for en række virksomheder. Det er virkelig positivt,« siger adm. direktør Søren Eriksen.
Frontmedarbejdere i førertrøjen
Han mener, at fremgangen især skyldes, at DSB med Sporskifte 2010 har sat frontpersonalet i centrum og har gjort virksomhedens strategiske kurs synlig.
»Det er meget bemærkelsesværdigt, at hvor frontmedarbejderne før var de mest utilfredse, har de nu overhalet de administrative medarbejdere, så medarbejderne i Fjern- & Regionaltog og S-tog nu er dem med størst arbejdsglæde. Og det er rigtig vigtigt – det er dem, der møder vores kunder. Det er også det, jeg oplever, når jeg tager rundt og møder kollegaerne – at smilene er blevet større. Det er en god spiral. Glade medarbejdere giver glade kunder og omvendt – sammen med bedre produkter til kunderne og flere kunder i togene,« siger Søren Eriksen.
Troen på DSB er nummer ét
Søren Eriksen mener, at den vigtigste faktor for fremgangen er troen på virksomheden:
»Medarbejderne kan mærke, at vi er på rette vej og gør det rigtige. Det kan også ses ved, at vi vinder udbud i Danmark og i udlandet. Men der er også mange andre forklaringer. Vi har gjort meget for at forbedre arbejdsmiljøet og arbejdsklimaet, rettidigheden er blevet bedre, og vi har fokus på god og handlekraftig ledelse,« siger Søren Eriksen.
Alle indsatsområder i årets MTA er steget, og medarbejdernes troskab har taget et spring fra 72 til 83. Stigningen skyldes ikke finanskrisen og usikkerheden på jobmarkedet, da troskab i Dansk Medarbejderindex kun er steget et enkelt point fra 74 til 75.
Usædvanlig stigning
Analyseinstituttet Ennova, der har gennemført MTA’en for DSB, er imponeret over resultatet.
»Stigningen er udtryk for, at medarbejderne vurderer DSB markant bedre, end de gjorde for halvandet år siden. Det er usædvanligt med så stor en stigning i resultatet for en virksomhed med den størrelse,« siger direktør Thomas Vestergaard fra Ennova.
MTA-handlingsplan
Det gode resultat betyder dog ikke, at DSB kan hvile på laurbærrene.
»På ingen måde. Vi er på rette vej med Sporskifte 2010, men vi skal helt i mål. Og der er stadig mange afdelinger, hvor der er store problemer. 75 procent af medarbejderne har bidraget til DSB’s fortsatte udvikling ved at svare på MTA’en. Derfor er det afgørende, at vi kvitterer for den høje besvarelse ved følge tæt op på resultatet – og heldigvis er det blevet mere lige til. MTA-handlingsplanen for den lokale enhed er for eksempel en stor plakat, der kan hænges op og dagligt minde leder og medarbejdere om, hvilke indsatsområder afdelingen har valgt at prioritere. Dermed får vi gjort opfølgningen mere nærværende og synlig,« siger Søren Eriksen.