Hvis DSBFirst er svaret – hvad er da spørgsmålet?

Jeg er glad. Jeg har nemlig lige mødt min nye chef, Jarl Samuelsson, administrerende direktør i DSBFirst. Jeg mødte ham til et personalemøde på Ramsingsvej i sidste uge, hvor han for 1. gang blev ’vist frem’ for os First’ere. Og det han sagde, har jeg bare ventet så mange år på at høre. Men hvad var det han sagde? Han sagde ’flad struktur’, han sagde kommunikation, han sagde synlig og tilgængelig ledelse, han sagde indflydelse, medbestemmelse, respekt… han gjorde det stille, han gjorde det roligt, han gjorde uden store armbevægelser, han gjorde det troværdigt – om ikke han gjorde.

Tillad mig lige at skrue studenterhuen på et øjeblik. Det er min påstand, at såfremt en organisation skal bestå, så skal den være i evig udvikling. En organisation kan forstås som et socialt system, der er internt relateret. En Togoperatør kan som organisation forstås som det system, der fungerer mellem det omkringliggende samfund (rejsende) og projektet rettidig, behagelig og relevant togdrift. Rettidighed er jo til at tage at føle på. De fleste mennesker, jeg møder på min vej gennem dagliglivet opererer med Central Europæisk Tidszone (CET) – det afgøres forholdsvist ukompliceret om noget er rettidigt eller ej. Den side af verdenen ændrer sig ikke så forfærdeligt meget. Men behagelig og relevant togdrift fx? Er det det samme, som det var for 50 eller bare 5 år siden? Nej vel. Havde man med andre ord opretholdt ’sandheden’ anno 1958 og holdt togdrift herefter, ja så tror jeg hverken DSB eller andre operatører havde haft særligt mange kunder. Nu er 50 år jo til at tage at føle på – det er indlysende, at der er sket forandringer og forbedringer. Men i dag lever vi i noget, vi kunne kalde et hyperkomplekst samfund. Togdrift (og alt andet stort set) fordrer forandring, forandring, forandring. Eller rettere: det fordrer læring, læring, læring. For at et system skal kunne bestå – og jeg kaldte jo en organisation for et system – så må det konstant øge sin egen indre kompleksitet for at opnå en art ligevægt med omverdenen. ”Men hvad betyder det for os, skøre kvindemenneske?”. Det betyder, at vi må opgive de gamle fejltagelser, så vi kan begå nogle nye. Statisk sandhed er nemlig ikke alene dum og arrogant – den er også usand. Vi skal opgive SådenErDetBare og klædeligt tage vores hoved med på arbejde – høj som lav. Vi skal være åbne, smidige, dynamiske og i stadig forandring, hvis vi ønsker, at vores arbejdsplads og vores trivsel skal bestå. Hvis målet for den enkelte medarbejder fx er trivsel, økonomisk såvel som arbejdsmiljømæssigt – og det kunne vi jo kalde en relativ statisk størrelse, så er personen nødt til at rykke sig – i evig læring sammen med sin organisation. Vi er organisationen – vi er én stor levende organisme, der sammen løbende skal lære, skal vokse, skal flytte os for – og det ligger der jo en vis ironi i – at opretholde status quo… hvor status quo så er en tidssvarende driftig virksomhed med glade og fundamentalt tilfredse medarbejde. Og jeg tror, jeg har mødt manden og virksomheden, der ved dette. Så for at vende tilbage til udgangspunktet: Hvis DSBFirst er svaret – hvad er da spørgsmålet, så er spørgsmålet om ikke, der er søsat en vaskeægte lærende organisation med ikke bare Jarl Samuelsson, Erik Christensen og Geert Sejersen ved roret – men med os alle sammen ved roret – og – nuiii – hvor jeg glæder mig.