S-tog, køreplan, minuttal, frekvens, linje B

S-tog tester køreplan uden faste minuttal på linje B

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
28. september 2011 kl. 12:57

Er du typen, der blot tager ned på S-togstationen og tager det første S-tog, der ankommer?

Så kan du nu, hvis du kører på linje B, få en forsmag på, hvordan det virker, når der ikke står faste minuttal på køreplanen, men i stedet hvor lang tid, der er imellem togene – ligesom man kender det fra metroen og A-busserne.

DSB S-tog tester nemlig i øjeblikket en ny køreplan på Høje Taastrup-strækningen, hvor man kan se, at togene kører hvert 6.-8. minut i myldretiden, men ikke kan se faste minuttal.

”Det er nu nogle år siden, vi introducerede tog hvert 10. minut på stort set hele S-banen. Det har kunderne taget så meget til sig, at mange kunder ofte blot tager ned på stationen, fordi de ved, de højst skal vente 10 minutter. Derfor vil vi gerne i den her test vise kunderne, at der kører S-tog hele tiden, så ventetiden ikke bliver så lang, og vi glæder os til at høre, hvad kunderne siger til det,” forklarer produktionsdirektør i DSB S-tog, Dan Stig Jensen.

Flere tog
Når togene kører hvert 6.-8. i myldretiden betyder det, at der kører flere tog i timen på strækningen, og de standser så til gengæld på alle stationer, ligesom metroen og A-busserne også gør det.

”Vi kører i forvejen rigtigt mange tog hele dagen og længere tog i myldretiden, men vi vil gerne teste af, dels hvad kunderne siger til flere S-tog i myldretiden, dels hvad de siger til, at de standser på alle stationer og dels hvordan det påvirker rettidigheden at køre flere tog i myldretiden,” siger Dan Stig Jensen.

Kan man planlægge rejsen uden faste minuttal?
Selv om det er en køreplan uden faste minuttal, kan man sagtens planlægge sin rejse på rejseplanen.dk, ligesom man i dag kan med metroen og med A-busserne.

”Men hører man ikke til planlæggerne, kan man få tog hele tiden uden at skulle tænke nærmere over det. Nu er der jo tale om en test, og når den er gennemført, vil vi se nøje på kundernes tilbagemeldinger,” fortæller Dan Stig Jensen.

Testen begyndte mandag morgen den 26. september, og det er indtil videre gået godt. Testen kører t.o.m. uge 46, hvorefter den skal evalueres, inden der bliver truffet beslutning om det videre forløb.

Yderligere oplysninger:

Produktionsdirektør i DSB S-tog, Dan Stig Jensen, via DSB Kommunikation, tlf. 24680000.

Maria Schouboe Sloth