Hvad er Sporskifte 2010?
Udgangspunktet for Sporskifte 2010 er Koncernstrategien 2010 og målsætningerne fra "Det Nye DSB".
Den strategiske ambition for "Det Nye DSB" er:
DSB skal udvikle sig fra at være en (traditionel) transportvirksomhed til en moderne, kommerciel servicevirksomhed med international forgrening og et godt omdømme - både hos kunder og medarbejdere.
Sporskifte 2010 er et forandringsprogram og den proces, der skal til for at finde ud af, hvordan DSB's produkt bliver bedre. Det skal sikre, at DSB bliver:
• mere kommercielle
• mere effektive
• mere internationale
• og får et forbedret image
Sporskifte 2010 er altså ikke en fast skabelon for, hvad der skal ske. Der vil blive kigget på alle funktioner, så man kan finde ud af, hvor arbejdet kan gøres på en mere effektiv måde til glæde for de mange passagerer. Forandringsprogrammet Sporskifte 2010 blev lanceret for medarbejderne den 26. februar 2008. Herefter gik man i gang med at finde frem til, hvilke tiltag og projekter, der skulle til for at nå målene for Sporskifte 2010.
Hvad er Sporskifte 2010's målsætninger?
Koncernledelsen fastlagde fra starten fire overordnede pejlemærker for, hvad DSB skal nå inden udgangen af år 2010:
• En vækst i antallet af passagerer på tre procent. Væksten på tre procent svarer til fem millioner rejsende inkl. Øresund pr. år.
Status: Den ønskede vækst på de 3 procent blev nået pr. tredje kvartal 2008. Pr. 1. kvartal 2009 har passagervæksten nået 3,1 procent.
• At skulle reducere omkostningerne med 400 millioner kroner frem mod udgangen af år 2010.
Status efter ESA var, at omkostningerne blev reduceret med de første 200 millioner kroner.
• Antallet af internationale passagerer skal firdobles til målet 40 millioner.
Status ved udgangen af 1. kvartal 2009: DSB har 28 millioner internationale passagerer.
• DSB's omdømme skal være bedre og nå tallet 60 på RepTrack-indekset.
Status pr. første kvartal 2009: 57,1 i en imagemåling.
Hvorfor har DSB brug for Sporskifte 2010?
Fordi konkurrencen ligger og lurer udefra. Hvis DSB skal kunne bevare sin danske forretning og eksisterende strækninger, samtidig med at vi vinder nye udbud, skal der forandringer til. DSB skal udvikle sig fra at være en transportvirksomhed til at blive en servicevirksomhed.
Hvad betyder Sporskifte 2010 for kunderne?
Kunderne vil komme til at opleve DSB som en langt mere serviceorienteret virksomhed, end den er i dag. De vil få flere gode tilbud og renere tog og perroner samtidig med at de føler sig mere sikre, når de eksempelvis kører med toget om aftenen. Og vigtigt at bemærke er, at kunderne vil opleve at Sporskifte 2010 har gjort DSB langt mere effektiv med bedre information og endnu flere tog til tiden.
Hvad betyder Sporskifte 2010 for medarbejderne?
Det kommer an på, hvilken funktion, de har. De medarbejdere, der til daglig har direkte kontakt med kunderne, vil mærke, at de vil få bedre mulighed for at servicere passagererne. Penge til den øgede service kan hentes mange steder fra. Derfor bliver alle muligheder undersøgt for, om de kan gøres på en anden, mere besparende måde.
Hvorfor skal DSB reducere omkostningerne med 400 millioner kroner?
DSB's omkostninger ligger 20-25 procent højere end de bedste europæiske togvirksomheder, som er DSB's nærmeste konkurrenter. For at få råd til blandt andet at efterkomme kundernes ønsker om bedre rengøring, mere information og bedre sikkerhed skal der kroner og øre til. Forbedringerne for kunderne vil koste ca. 200 millioner kroner om året. Frem mod udgangen af 2010 skal DSB have reduceret omkostningerne med de 400 millioner kroner. Men hovedparten af pengene bliver skudt i gøre togproduktet endnu bedre. Så selv om det går godt, og DSB vinder udbud, så skal omkostningerne ned, så det også i fremtiden kan gå godt for DSB.
Er der nogen områder af DSB, der ikke kommer til at mærke til Sporskifte 2010?
Nej, der er principielt set ingen områder i DSB, der er "fredet". Men nogle områder vil mærke flere forandringer end andre.
Eksempler på tiltag og projekter under Sporskifte 2010:
• Indkøb af mobilt overvågningsudstyr
• Effektivisering af værksteder, Fjern & Regional og S-tog
• Tv i S-tog
• Internet i S-tog
• Cyklen gratis med S-toget (i sommerferien med abonnementskort)
• Indgåelse af partnerskaber med Natteravne og SSP for at undgå hærværk og vold
• Indførelse af sms-billetter
• Orange Svipturs-kampagnen
• Klippekort til heldagsrejsende i S-tog
• Styrkelse af erhvervskortet og firmaaftaler
• Fornyelse af telefonisystemet
• Reduktion af sygefravær og retningslinjer for håndtering af fravær
• Større og mindre interne besparelser
• S-more-konceptet
• Styrkelse af DSB's internetbutik
• Målstyring af trafikinformation
• Regularitetsstrategi 2010
• Styrkelse af arbejdsmiljø
• Styrkelse af linjekommunikationen
• Rengøringsinitiativer