Storm på skinnerne

Storm på skinnerne

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
08. februar 2011 kl. 12:31

Morgenen og formiddagens togdrift har været præget af stormvejret, der har skabt store forsinkelser og mange aflysninger.

Væltede træer har lavet store skader på kørestrømsanlæggene, et stillads er blæst ned over skinnerne, og der har været flere andre skader som følge af nattens og morgenens storm. Skader, der har givet massive problemer, aflysninger og forsinkelser for S-togene og for fjern- og regionaltog i hele landet.

Det er DSB Hjælpevogn, der med kran løfter træet væk fra skinnerne på Kystbanen. Foto Brians Lindberg/Scanpix

»Vi har haft to store udfordringer: Stormen fået nogle træer til at drille os, og i nat ved 2-tiden var der et centralt it-system, der brød ned i Banedanmark. Det betød, at de ikke kunne kommunikere via højttalere, skærme og mails. Så passagererne er blevet ramt dobbelt ved, at togene ikke har kørt som de skulle køre og at vi ikke har kunnet informere dem om det,« fortæller trafikinformationschef Tony Bispeskov.

»Heldigvis har vi fået stor hjælp fra ground service og fra flere andre kolleger, som har været ude og agere menneskelige højttalere og informationsstandere«.

Banedanmark arbejder hårdt på at reparere skaderne og få it-systemerne til at fungere igen.

»Vi kommer til at køre med aflysninger af regionaltog på Sjælland til midt på eftermiddagen i dag. På Fyn er der revet 700 meter køreledning ned, så der kører busser på vestfyn, og det vil sandsynligvis fortsætte til i morgen tidlig,« siger Tony Bispeskov.

Væltede træer på S-banen
På S-banen har der været nedrevne køreledninger. Mellem Greve og Karlslunde er der nedrevet mellem 300 og 400 meter, og ved Avedøre er skader i køreledningsanlægget.

Omkring Birkerød, Stengården og Bernstorffsvej Stationer har der været væltede træer i køreledningerne. Skaderne de tre steder er udbedret.

»Vi har sat togbusser ind i stedet, men pga. de omfattende skader spredt over hele S-togsnettet og på fjern og regionaltogene har det været meget svært at skaffe busser nok til at fragte alle vores passagerer på arbejde. Vi vil evaluere morgenens forløb, så vi kan give kunderne bedre service næste gang lignende hændelser opstår,« siger produktionsdirektør i S-tog, Dan Stig Jensen.