Pump cyklen på stationen

Pump cyklen på stationen

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
05. september 2012 kl. 11:35

For at gøre det endnu nemmere at tage cyklen med S-toget, installerer DSB S-tog nu i alt 61 cykelpumper fordelt på 50 S-togsstationer. Den første pumpe blev indviet på K.B. Hallen Station i tirsdags af Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj.

 

»Frederiksberg er Danmarks mest cyklende kommune, og det her gør det lettere for pendlere og borgere i kommunen at give cyklen den nødvendige luft. Det er dejligt, at DSB gør det let og bekvemt at benytte offentlig transport,« siger Jørgen Glenthøj.

Cykelpumperne er blot at føje til listen over S-togs øvrige cykeltiltag, som skal gøre det nemmere og hurtigere at tage cyklen med S-toget.

»Pumpen gør det let for de rejsende, og det er jo kun et led i det at gøre det nemt at tage cyklen med. Fx har vi lavet slisker på de fleste S-togsstationer, som snart er færdige, der er aflåst cykelparkering og der er cykelservice på flere stationer,« siger projektleder hos DSB Anne Pilegaard.

Ideen bag pumperne og de andre tiltag er, at skabe mere sammenhæng i hverdagen for kunderne, når man ikke behøver køre en omvej for at få repareret cyklen eller få luft i dækkene.

Cykelpumperne

Cykelpumperne bliver placeret ved adgangsvejene til stationerne, så borgere, der kommer forbi, også kan bruge pumperne. Pumperne, som er en fodpumpe, sidder på siden af en plakatstander.

»Jeg er rigtig tilfreds med pumpen. Jeg synes først, at den var stor, men nu hvor jeg ser den i gaderummet falder den godt ind, og den er meget synlig. Og jeg kan se, at der allerede er kunder til den i det korte øjeblik, vi har stået her,« siger Anne Pilegaard.

Og henne ved pumpen er to drenge, der tilfældigvis kom forbi, da også allerede i fuld gang med at pumpe deres cykel.  

Cykelpumperne står klar til brug på 50 S-togsstationer ved udgangen af september.

 

DSB Kommunikation