Nyt udseende til IC3 og IR4

Nyt udseende til IC3 og IR4

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
27. december 2004 kl. 14:17

IC3- og IR4-togene bliver over de næste to år gjort flottere og mere funktionelle. De udvendige ændringer har været i gang et stykke tid, hvor tog bliver malet i IC4-togenes farver.

Men nu er der også større, indvendige ændringer på vej, oplyser chef for Planlægning og Trafik Ove Dahl Kristensen.
"Planen er, at både IR4 og IC3 skal ligne de nye IC4-tog i farve og design. Men der kommer også til at ske ombygninger, så IC3-togene kommer til at passe til deres nye funktion som fortrinsvis regionaltog", siger han.

IC3- og IR4-togene får nye farver og design på sæder, gulve og vægge. IC3-togene forberedes desuden til deres kommende liv som regionaltog med større flexarealer til barnevogne, kørestole og cykler, en halvering af rygerpladser, et fleksibelt DSB 1' areal - som også skal bruges til standardpladser - og et farvel til legearealer.

Oveni kommer, at alle 96 IC3-togsæt får nye motorer:


"Nye motorer vil medføre længere tid mellem behovet for værkstedsbesøg, billigere reservedele og dermed lavere driftsomkostninger. Men der er også udsigt til en stor miljøgevinst, fordi partikeludledningen er markant lavere", siger Ove Dahl Kristensen.

Ombygningsprojektet koster cirka 700 millioner kroner og begynder i 2005. Det forventes færdigt i 2007.