Her er du

Nyheder

Ny køreplan for S-togene

16-11-2011 16:02:00

S-togene kører som noget nyt hvert 4. minut på Ringbanen i morgenmyldretiden fra den 11. december. Den ny køreplan byder desuden på flere stop til Friheden, Husum og Malmparken

Fra mandag morgen den 12. december får kunderne på Ringbanen S-tog hvert 4. minut i morgenmyldretiden. Kunderne er vant til tog hvert 5. minut, men da der er rigtigt mange kunder på Ringbanen, er den ny køreplan skruet sammen, så de kan få flere tog.

”Ringbanen er den S-togslinje, hvor der har været størst vækst de senere år, så vi vil rigtigt gerne tilgodese de mange kunder på linjen med flere tog i timen,” siger produktionsdirektør i DSB S-tog, Dan Stig Jensen.

Flere tog til Friheden, Husum og Malmparken
Den nye køreplan byder også på flere tog til kunderne Friheden Station, hvor linje E i fremtiden også vil stoppe. Dermed stopper både linje A og linje E på Friheden Station, som dermed får dobbelt så mange tog i timen.

”Friheden Station er sammen med Ishøj og Hundige blandt de stationer med flest kunder på Køge Bugt-strækningen, og da Banedanmark samtidig siden 2007 har forbedret infrastrukturen har vi nu mulighed for at lave det ekstra stop til de mange kunder,” siger Dan Stig Jensen.

På Frederikssundstrækningen kan kunderne på Husum og Malmparken glæde sig over, at S-togene på linje H i fremtiden standser på deres stationer. Det bliver der plads til, fordi linje H samtidig ikke længere standser på Peter Bangsvej og Langgade.

”Der er langt flere kunder på Husum og Malmparken nu, end der er på de to andre stationer. Overvågning af Peter Bangsvej og Langgade stationer har desuden vist, at der ofte ikke er nogen kunder overhovedet, der står af og på linje H-toget, så vi har konkluderet, at de stop er bedre brugt på Husum og Malmparken,” forklarer Dan Stig Jensen.

Nyt navn og zone
I forbindelse med den nye køreplan skifter Gl. Toftegård Station navn til Egedal Station, hvilket passer bedre til den nye bydel i Egedal Kommune. Samtidig har Kildedal Station skiftet zone, så det bliver billigere at komme ind til København. Håbet er, at flere kunder dermed vil benytte parkeringspladserne ved Kildedal Station og tage toget videre derfra ind til byen.

Den nye S-togskøreplan gælder fra den 11. december – køreplanen bliver efter planen lagt på dsb.dk i uge 48.


Maria Schouboe Sloth
mss@s-tog.dsb.dk Tilbage til listen

Søg i meddelelser


Årstal

Nyheder
Presse-
meddelelser
Presse-
baggrund

Fritekst søgning