ID-kontrol på rejser til Sverige

ID-kontrol på rejser til Sverige

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
28. december 2015 kl. 11:00

De svenske myndigheder har indført krav om ID-kontrol af alle passagerer på togrejser til Sverige. Passagerer uden billed-ID kan derfor ikke rejse fra Københavns Lufthavn til Sverige fra den 4. januar 2016.

Selve ID-kontrollen kommer til at foregå ved spor 1 på stationen i Københavns Lufthavn. Der bliver etableret i alt fem kontrolområder med op til 34 ID-kontrol sluser. Alle kunder, der rejser til Sverige, skal have tjekket deres ID. Børn under 18 år kan dog undlade at forevise ID, hvis de er i følge med en forælder, som kan forevise gyldigt billed-ID. 

Det er endnu ukendt, hvor længe de svenske myndigheder vil kræve, at alle passager til Sverige har gennemgået et ID-tjek, men, hvis kravet er gældende i mere end en måned, kan det medføre, at togrejser til Sverige herefter bliver pålagt et gebyr, der skal dække de ekstraordinære omkostninger til den omfattende ID-kontrol.

ID-kontrollen medfører ændringer i togdriften til og fra Sverige. Der vil fra den 4. januar være tog hvert 20. minut mellem Københavns Lufthavn og Sverige, og alle rejsende til Sverige skal skifte tog i Københavns Lufthavn i forbindelse med ID-kontrollen. Rejsende mod Sverige skal endvidere forvente forlængede rejsetider – forventeligt mellem 10 og 30 minutter. Der vil ikke være ID-tjek på rejser fra Sverige til Københavns Lufthavn.

De ændrede køreplaner som følge af ID-kontrollen betyder, at alle Kystbanetog, der udgår fra Nivå, har endestation i Københavns Lufthavn, hvor rejsende mod Sverige skal skifte. I weekender stopper dette tog ikke i Kokkedal.

Kystbanetog med start i Helsingør, kører kun til Københavns Hovedbanegård, hvor passagerer mod Københavns Lufthavn og Malmø skal skifte til toget fra Nivå, der kører til lufthavnen. Rejsende fra Helsingør, Snekkersten. Espergærde og Humlebæk får altså to skift, hvis de skal videre til Sverige.

Derudover kører Kystbanen som normalt mellem Helsingør og Københavns Hovedbanegård. Vær opmærksom på ændrede minuttal for stationer mellem Københavns Hovedbanegård og Sverige. Passagerer, der skal fra Kystbanen mod Københavns Lufthavn, kan også vælge at skifte til metroen på Nørreport.

IC Bornholm vil blive betjent med togbusser, der får et særskilt ID-tjek. Busserne afgår fra Københavns Hovedbanegård, og de kører direkte til Ystad uden stop undervejs.

ID-kontrollen vil også påvirke andre togrejser til Københavns Lufthavn. Der vil udelukkende køre Øresundstog til lufthavnen. Passagerer fra Fyn, Jylland og det øvrige Sjælland, der skal til Københavns Lufthavn, skal skifte tog på Københavns Hovedbanegård eller til metro på Nørreport.

DSB opfordrer kunderne på de berørte strækninger til at holde sig opdateret på dsb.dk eller rejseplanen. Passagerer mod Sverige skal være opmærksomme på, at de svenske myndigheder indtil videre også foretager paskontrol i Hyllie. 

Se hvordan togene kører fra den 4. januar her (grafik).

Du kan læse mere om ID-kontrollen her

DSB Kommunikation & Branding (no)