IC4 - nu med plads til 410 passagerer

IC4 - nu med plads til 410 passagerer

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
17. januar 2011 kl. 09:09

Milepæl. Mandag den 17. januar kørte de første sammenkoblede IC4-tog ud med passagerer i myldretidstrafikken mellem landsdelene.

Klokken 05.25 mandag morgen kørte to sammenkoblede IC4-tog med passagerer stille og roligt ud af Aarhus Banegård med retning mod Aalborg. Og med den afgang er endnu en vigtig milepæl for DSB og IC4-togene nået.

»Det her er et af de helt store hjørner, vi har rundet med IC4-togene. Vi er nu i stand til at køre to togsæt med plads til i alt 410 kunder i kommerciel myldretidsdrift mellem landsdelene.=20 Det er et stort skridt i retning af at skaffe flere tog og flere siddepladser, når spidsbelastningen er størst,« siger DSB's administrerende direktør Søren Eriksen.

IC4 kan nu køre med 410 passagerer i kommerciel myldretidsdrift mellem landsdelene.

I første omgang vil der blive kørt to daglige afgange mellem København, Aarhus og Aalborg, men det antal vil i løbet af 2011 blive øget løbende.

Det vil ikke kun betyde flere tog og et øget antal siddepladser, når der er spidsbelastninger. Det vil også frigive IC3-tog fra landsdelstrafikken, så passagererne i den sjællandske regionaltrafik kan komme til at nyde godt af IC3-tog i fremtiden.

Hårdt arbejde bag
»Der er blevet arbejdet hårdt for at nå denne vigtige milepæl, og det glæder mig, at vi nu kan præsentere to sammenkoblede tog, som oven i købet er i en højere kvalitet end hidtil. Blandt andet har vi arbejdet med varmefordelingen, så temperaturen inde i vognene nu er mere passende og behagelig. Et andet punkt, der er blevet forbedret, er støjniveauet inde i togene,« siger Søren Eriksen og fortsætter:

»Når det er sagt, vil jeg understrege, at der stadig vil være udfordringer i forhold til kvaliteten af IC4. Vi knokler hver eneste dag for at bringe togene op i en kvalitet, som vi gerne vil tilbyde vores kunder. Jeg er stadig ikke helt tilfreds med tempoet, for der er mange fejl, men jeg er glad for denne milepæl og ser frem til at kunne tilbyde de danske togpassagerer langt flere IC4-tog i 2011.« 

I forbindelse med køreplanen for 2012 vil der blive sat tre sammenkoblede IC4 i drift. Alle IC4- og IC2-tog skal være leveret til DSB fra AnsaldoBreda i tredje kvartal 2012.

Her kører IC4 sammenkoblet

 

Tider

Tog

Ugedag

Strækning

05.25-06.46

  7

Ma-Fr

Århus H - Aalborg

07.01-11.41

18

Ma-Fr

Aalborg - Kastrup Lufthavn

13.30-18.09

47

Ma-Fr

Kastrup Lufthavn – Aalborg

19.01-21.20

68

Ma-Fr

Aalborg - Århus H

 

 

 

 

07.01-10.37

112

Lørdag

Århus - Kastrup Lufthavn

13.30-18.09

47

Lørdag

Kastrup Lufthavn - Aalborg

 

 

 

 

12.28-15.41

40

Søndag

Århus H - Kastrup Lufthavn

17.38-23.00

165

Søndag

Kastrup Lufthavn - Aalborg

23.10-00.56

184

Søndag

Aalborg - Århus H

 


 

Af Morten Tjerrild