DSB lejer sig ind hos Bombardier i Randers
DSB lejer sig ind hos Bombardier i Randers
For at få flest mulige IC4-tog ud til de danske togkunder har DSB lavet en
aftale med Bombardier Danmark om, at DSB lejer sig ind i to værkstedshaller i
de kommende fem år hos Bombardier i Randers. Aftalen betyder samtidigt, at
der skabes 20-25 nye arbejdspladser i Randers.
I første omgang skal DSB bruge værkstedskapaciteten til at opgradere de 14
først leverede IC4-tog. Det var ellers oprindeligt meningen, at disse tog skulle
have været sendt retur til Italien for at blive opgraderet der til samme
standard som de serieproducerede IC4-tog, som DSB har modtaget fra Italien siden april sidste år.
Arbejdet kommer i de kommende 18 måneder til at foregå i Randers, hvor der
skabes 20-25 nye arbejdspladser.
Samtidigt skal DSB benytte værkstedsfaciliteterne i Randers til at færdiggøre
resten af IC4-flåden - de serieproducerede tog, som leveres fra AnsaldoBreda i
Italien.
Nye job midt i en krisetid
»Vi er meget glade for denne betydelige ordre og glæder os selvfølgelig over,
at vi midt i en krisetid skaber arbejdspladser i Danmark,« siger Frank Olesen,
der er direktør for DSB Fjern- og Regionaltog, og fortsætter:
»Der er flere fordele ved denne aftale. Vi behøver for det første ikke at
transportere togene til og fra Italien, og for det andet giver det os en større
frihed og mere fleksibel til, at vi selv kan bestemme, hvornår vi foretager
opgraderingerne. Det betyder så, at vi får flere tog til rådighed for test og
prøvekørsler, og at vi får sat yderligere fart på udviklingen af den nye
togcomputer og forsøg med at koble tre og fire tog sammen.«
De 14 IC4-tog blev leveret til DSB i en foreløbig og meget fejlbehæftet udgave
i perioden 2007-2009.
Borgmester i Randers, Henning Jensen Nyhuus (S), er ligeledes begejstret for
aftalen om, at de 14 IC4-tog skal opdrageres i Randers og skaber
arbejdspladser i hans hjemby:
»Det handler om at have fokus på muligheder ikke mindst i en krisetid. Derfor
glæder det mig rigtig meget, at vi kan byde velkommen til DSB hos
Bombardier og flere arbejdspladser her,« siger Henning Jensen Nyhuus.
IC4-tog til danskerne
Sideløbende med opgraderingen af de 14 førstegenerations IC4-tog, skal DSB
benytte værkstedsfaciliteterne i Randers til at færdiggøre resten af IC4-flåden.
Ved forliget i maj 2009 aftalte DSB og den italienske togproducent, at
AnsaldoBreda skulle levere de resterende IC4-togsæt som serieproducerede
tog, hvorefter DSB selv skulle klargøre og opgradere disse togsæt i Danmark
til den ønskede standard.
»Vi har kun begrænset kapacitet til denne opgave på vores eget værksted i
Sonnesgade i Århus. Derfor giver denne aftale en unik mulighed for at
optimere arbejdet med at få IC4-togene derud, hvor de kommer kunderne til
gode: Nemlig ude på de danske skinner,« siger Frank Olesen
Landechef og ordførende direktør for Bombardier Transportation i Danmark,
Klas Wåhlberg, siger om aftalen:
»Bombardier er glad for at kunne bistå DSB i deres IC4-program og ser dette
som endnu en bekræftelse på det positive samarbejde mellem Bombardier og
DSB.«
Det er fortsat planen, at alle IC4- og IC2-tog er leveret til DSB i 3. kvartal
2012.