40-års jubilaren Dronning Magrethe og hendes familie har gennem årene haft tæt kontakt til jernbanen og DSB
Hun har ikke begejstringen fra fremmede. Hendes far lagde nemlig ikke skjul på sin fascination af jernbanen, tog og DSB’s hedengangne jernbanefærger. Han fik blandt andet hvert år tilsendt de nye køreplaner fra DSB, som han nærstuderede med stor interesse.
Selv har hun indviet talrige af DSB’s stationer, nye togstrækninger og broforbindelser – og døbt nye tog og færger, ligesom mange af hendes kongelige timer er gået med at blive transporteret både ind- og udlands i tog. I et eksklusivt interview til DSB’s kundemagasin Ud & Se’s novemberudgave sidste år forklarede Dronning Magrethe sin oplevelse med at rejse med tog således:
»Jeg har oplevet at rejse med tog, fra jeg var ganske lille sammen med mine forældre, og det var altid meget spændende. Ikke mindst fordi vi tog toget om natten. I reglen var det, når vi skulle på juleferie eller påskeferie. Så vi drog af sted sent om aftenen, man var skeløjet af søvnighed, og så ned i toget og sove i køjer. Det var svært at sove, fordi man egentlig helst ville kravle på køjerne.«
Kiggede på rangeringen
I 2001 lykkedes det også DSB’s medarbejderavis kaldet ”DSB i dag” at få et interview med regenten om hoffets private togvogn kaldet ”Den kongelige salonvogn”, hvor hun blandt andet sagde følgende:
»Jeg kan stadig huske salonvognen, helt fra jeg var barn. Meningen var jo, at man skulle sove, men ud på natten, når toget nåede færgen, var vi altid vågne og skulle lige se lidt. Den særlige stemning, der var om natten på færgerne. Folk, der gik og passede deres arbejde og talte lavmælt sammen uden for togvognen, og rangeringen mens togpassagererne sov. Det var en helt speciel oplevelse ved en togrejse.«
I morgen tidlig kl. 9.50 ankommer den kongelige familie med salonvognen til Roskilde Station og kører herefter til Roskilde Domkirke for at lægge kranse ved Kong Frederik IX's og Dronning Ingrids grave.

Vallensbæk Station den 1. oktober 1972
Samme år, hvor hun bliver regent, indvier Dronning Margrethe den første etape af Køge Bugt Banen mellem Dybbølsbro Station og Vallensbæk Station. Tre gange mere møder dronningen op i de kommende år for at klippe røde snore over på Køge Bugt Banen, i takt med at etaperne bliver taget i brug. Senest en efterårsdag i 1983, hvor hun indvier det fjerde og sidste afsnit til Køge.
Foto: Willy Henriksen. Copyright: Scanpix

Som S-togspassager på vej mod Hundige Station.
På en solrig septemberdag i 1976 indvier dronningen 2. etape på Køge Bugt Banen, der nu også strækker sig fra Vallensbæk til Hundige.

På officiel udlandsrejse med den kongelige salonvogn.
Dronning Margrethe og Prins Henrik besøger Holland i 1975, hvor de her modtages ved toget af det hollandske kongepar Dronning Juliana og Prins Bernhard.

Høje Taastrup Station bliver indviet.
Dronning Margrethe stråler om kap med solen ved indvielsen af Høje Taastrup Station den 31. maj 1986. Til højre på billedet ses daværende trafikminister Arne Melchior og til venstre Høje Taastrups borgmester gennem næsten 20 år, Anders Bak.

Afsked med mor og far på Hovedbanegården.
Aner man i det lidt betuttede ansigtsudtryk lidt ængstelse over, hvad den nærmeste fremtid mon bringer? Prinsesse Margrethe rejser som 15-årig i 1955 til England for at gå et år på pigekostskole. Her ønsker hendes far Kong Frederik IX og hendes mor Dronning Ingrid hende god rejse ved togafgangen på Københavns Hovedbanegård.