Grenaabanen får nye tog næste år

Grenaabanen får nye tog næste år

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
03. juli 2009 kl. 10:00

DSB har i går torsdag 2. juli underskrevet kontrakt med Siemens om levering af otte lette togsæt af typen Desiro, der leveres i 4. kvartal 2010.

DSB forventer, at de første togsæt i serien er klargjort, synet og indsat inden udgangen af 2010.

Ifølge DSB's direktør for Fjern- & Regionaltog, Frank Olesen, er Desiro-toget et miljøvenligt tog med gode køreegenskaber og forbedret komfort til kunderne.

"Desiro-toget er et let tog, der er godt for miljøet, det er hurtig til at komme op i fart og til at bremse ned igen, og det er et oplagt valg til Grenaabanen, hvor der er en forholdsvis kort afstand mellem stationerne," siger han.

Desiro-togene, der er en lettere konstruktion end de aldrende MR-tog, kører cirka 10 procent længere på en liter diesel.

Desuden er Desiro-togenes motorer udstyret med partikelfiltre, der reducerer udledningen af partikler med 97 procent - svarende til 4,3 tons partikler årligt.

De nye tog byder også på mere komfort. Desiro-togene er eksempelvis udstyret med elektronisk trafikinformation, klimaanlæg, store panoramavinduer og lavgulvsafdeling med handicaptoilet og fleksareal til cykler og barnevogne.

DSB råder over 12 tilsvarende Desiro-tog, der er leveret i 2002, og som kører i regionaltogstrafikken mellem Odense og Svendborg og mellem Odense og Fredericia.

Fakta om Desiro-togene
Desiro-toget er bygget af Siemens, Krefeld, Tyskland, det kører op til 120 km/t., er 41,7 meter langt, bygget i aluminium, vejer 69,5 tons og er i den nye levering udstyret med 116 sæder, hvoraf 13 er klapsæder.

Desiro-toget er desuden udstyret med elektronisk trafikinformationssystem, klimaanlæg, store panoramavinduer og lavgulvsafdeling med handicaptoilet og fleksareal til cykler og barnevogne.

Det er muligt at sammenkoble op til tre togsæt.

MR-togene, der kører på Grenaabanen i dag, er leveret i perioden fra 1978 til 1985.

Martin Sun Larsen