S-tog om natten i hele 2010

S-tog om natten i hele 2010

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
18. maj 2010 kl. 09:10

Siden november har S-togene kørt mange kunder sikkert hjem om natten efter fredag og lørdag, og det bliver de ved med foreløbigt året ud.

S-tog om natten var i første omgang et forsøg et halvt år frem, og prøveperioden, der udløber her i maj, bliver nu forlænget til at vare året ud. I øjeblikket mangler de nødvendige data, for at der kan tages stilling til, om ordningen skal fortsætte permanent.

”S-tog vil rigtig gerne fortsætte med at køre S-tog om natten, men lige i øjeblikket har vi ikke datagrundlag nok til at vide, hvordan det vil påvirke hele den kollektive nattrafik. Vi ser den kollektive trafik som en samlet pakke til kunderne, der omfatter bus, S-tog og metro, og hvordan S-tog om natten spiller sammen med natbusser og metro har vi ikke et godt nok overblik over endnu,” siger adm. direktør i DSB S-tog, Gert Frost.

God idé
Politikens ibyen.dk, som fortæller om alt, hvad der sker i byen, nominerede i marts S-tog om natten sammen med metro hele natten til årets idé. Det blev desværre ikke S-tog og metro, der løb af med sejren, men københavnerne har det sidste halve år bevist, at S-tog om natten er en god idé.

»Vi kan glæde os over, at passagertallene ser rigtig fornuftige ud, og vi håber, at vi ved udgangen af 2010 kan gøre ordningen permanent. Det giver en frihed, at man ikke skal sidde og holde øje med at nå det sidste tog, og sammen med metroen og busserne er vi med til at levere en sikker og billig tur hjem fra byen,« siger Gert Frost.

Sådan kører S-togene om natten
S-togene kører en gang i timen om natten på alle strækninger.
Da alle strækninger, bortset fra Ringbanen, dækker det centrale afsnit i København, har de kunder, der kun kører i det centrale afsnit, S-tog hver halve time.
Der er ikke længere nattakst i bus, S-tog og Metro, så turen hjem – eller ud - foregår til almindelig dagtakst.