SMS-billetter 10.000 billetter på mobilerne
SMS-billetter: 10.000 billetter på mobilerne
Kunderne i hovedstadsområdet har taget SMS-billetten til sig. Allerede efter knap tolv dage er der købt 10.000 billetter til tog, metro og bus via sms.
DSB, DSB S-tog, Movia, Metroselskabet og DSBFirst lancerede sammen muligheden for at købe kontantbilletter med mobilen i hovedstadsområdet den 23. januar – og det er populært, at man ikke skal tænke på at have småpenge til billetten.
"Vi er rigtig godt tilfredse med, at vi har solgt 10.000 SMS-billetter på knap tolv dage. Det er mere, end vi havde forventet, og kunderne har taget godt imod det nye tilbud. SMS-billetten er stadig helt ny, så det er rigtig positivt, at så mange kunder hurtigt har lært SMS-billetten at kende," siger salgsdirektør i DSB S-tog, Niklas Marschall.
Korte voksenture eftermiddag og aften
Det er i den første tid især voksne, der har købt billetter på mobilen, og det er særligt til de korte ture på 2 zoner, der er købt billet. Men også 3 zoner, 4 zoner og tilkøbsbilletter er godt med. Salget er spredt over hele dagen, men især eftermiddag og aften købes der mange SMS-billetter.
Nemt og enkelt
Som altid med noget nyt, skal man lige lære det at kende, og det har også været tilfældet med SMS-billetten. Helt som forventet har der i den første tid været en del tilfælde, hvor kunderne har skrevet forkert i bestillingen, men dem bliver der færre og færre af.
"Vi har lavet et godt og enkelt system til kunderne, og vi har informeret meget om SMS-billetten, der hvor kunderne er, på f.eks. stationerne og ved busstoppestederne. For hver dag, der går, skriver flere og flere kunder bestillingerne på den rigtige måde," siger Niklas Marschall.
Sådan køber man en SMS-billet
• Startzone (eller stationsnavn eller S og stoppestedsnummer, fx s552)
• Mellemrum
• Antal zoner (fra 2 til 8 eller Alle)
• Mellemrum
• Billettype (voksen, barn, cykel, tilkøb eller nat)
Send beskeden til 1415
• Man modtager derefter en bekræftelses-sms
• Besvar bekræftelses sms'en med et JA inden for 1 minut
• Man modtager SMS-billetten fra 1415.
Se mere på 1415.dk.