S-tog holder øje
S-tog holder øje
En ny overvågningscentral skal holde øje med S-togsstationerne og hindre graffiti, overfald og tyveri
I fremtiden skal graffitimalere, tyve og andre lyssky personer kigge sig en ekstra gang over skulderen, hvis de vil lave ballade på en S-togsstation. De er nemlig ikke alene. Fra starten af oktober får S-tog sin egen bemandede overvågningscentral, der skal holde øje med, hvad der sker i Kort & Godt og på S-togsstationerne.
Mens det sker
Lige nu er der kameraer på alle S-togsstationer og i Kort & Godt, men de er ikke overvåget. Optagelserne bliver båndet og senere brugt af politiet, hvis der sker en anmeldelse. S-togs nye overvågningscentral bliver bemandet i døgndrift, så medarbejderne vil overvåge stationerne og se eventuelle hændelser, mens de sker.
»Du er ikke længere alene på stationen. Overvågningscentralen vil give øget tryghed for både kunder og medarbejdere, og jeg håber, at vi kan forhindre forbrydelser, før de sker. Men det er selvfølgelig utopi at tro, at vi kan forhindre alt,« siger projektchef Karsten Andersen.
At hindre forbrydelser bliver ikke overvågningscentralens eneste opgave.
»Vi skal sikre billedmateriale og dokumentation til politiet. Derudover skal centralen stå for anmeldelser til politiet. Det løfter problemet af skuldrene på medarbejderne, om de skal anmelde en episode eller ej,« siger Karsten Andersen, der hentyder til, at medarbejdere tidligere har modtaget trusler, der skulle forhindre dem i at anmelde overfald og røverier.
Hotline
Overvågningscentralen vil have radioforbindelse til S-togsrevisorerne og det vagtpersonale, der i forvejen står på enkelte stationer. Det giver mulighed for hurtigt at sende hjælp til en station, hvis der bliver brug for det. Overvågningscentralen vil desuden virke som hotline for alle Kort & Godt-butikker.
Overvågningscentralen er en del af de tiltag, som er blevet til på baggrund af transportminister Lars Barfoeds Tryghedspakke, som skal sikre øget tryghed på Køgebugtbanen. Tryghedspakken blev sat i værk efter en bølge af røverier mod Kort & Godt i foråret.