DSB vinder vedligeholdelsesudbud i Norge

DSB vinder vedligeholdelsesudbud i Norge

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
28. april 2010 kl. 10:53

Flytoget, som kører mellem Oslo og lufthavnen i Gardermoen, skal renoveres på værkstedet i Århus. Opgaver skaffer cirka 15 nye arbejdspladser i Århus.

DSB’s værksted i Århus har i dag sikret sig arbejdet med at renovere det norske lufthavnstog, Flytoget. Opgaven omfatter eftersyn og renovering af i alt 16 togsæt. Midt i august kommer det første togsæt til Århus, og med arbejdet er værkstedet sikret beskæftigelse frem til udgangen af 2011, hvor det sidste togsæt skal afleveres.

»Det er utrolig flot, at DSB vinder denne opgave, og for mig er det endnu en bestyrkelse i, at DSB er inde i en rigtig god udvikling,« siger direktør for Fjern- og Regionaltog Frank Olesen.

Særlig status
Flytoget er et højhastighedstog, som bringer flypassagerer mellem lufthavnen i Gardermoen og Oslos centrum på 19 minutter. Banen nyder stor prestige og har en særlig status i Norge.

»Flytoget er noget helt specielt og kendt for sin høje punktlighed. 99,6 procent af togene kører til tiden, og forventningerne til det er høje. Med Flytoget har vi vundet vores anden større ordre i Norge. Dermed er DSB en væsentlig spiller på markedet for store vedligeholdelsesopgaver,« siger chef for togvedligehold Morten Hartvig Jakobsen.

15 fuldtidsstillinger
Med ordren er værkstedet sikret beskæftigelse de næste to år. Morten Hartvig Jakobsen anslår, at opgaven svarer til cirka 15 fuldtidsstillinger. 

Udbuddet er vundet i konkurrence med seks andre, og DSB har sikret sig fire af i alt fem delentrepriser. Flytoget består af elektriske togsæt med hver fire vogne, og på værkstedet i Århus skal de 16 togsæt gennemgå et stort eftersyn og have udført diverse nulstillingsopgaver. Samtlige passagerstole skal renoveres. Der skal sættes nye dørblade og lister på alle udvendige døre, og endelig skal togenes kortkoblinger renoveres.

Kontraktsummen lyder på cirka 35 millioner norske kroner.

»Vi er meget glade for og stolte over denne ordre fra Flytoget, og vi håber, at vi kan gøre os fortjent til endnu mere arbejde for Flytoget. Forhåbentlig kan denne ordre også blive startskuddet på en bredere indgang på det norske marked,« siger Morten Hartvig Jacobsen.