Vi er forberedt på vintervejret

Sådan holder vi dit tog kørende i sne og frost

Vi er klar, når sneen daler

Hos Banedanmark og DSB sørger vi hvert år for at forberede vinterberedskabet, så vi kan give dig den bedst mulige service, når sneen falder. Her kan du læse lidt mere om vores beredskab, og hvad vi gør for at få togene af sted til tiden - uanset vejret.

Vi følger vejret tæt

Vi er i tæt dialog med DMI. Gennem DMI har vi adgang til vejrudsigter, som går endnu længere ud i fremtiden end dem du kender. Det gør, at vi på forhånd ved, hvornår sneen falder.

Vi fortæller om trafikændringer i god tid

Hvis vejret gør det nødvendigt at ændre i køreplanen, orienterer vi vores rejsende senest dagen før ændringerne via Rejseplanen og her på dsb.dk.

Vi opfordrer dig til at følge med og søge på din rejse i god tid på Rejseplanen.

Vi rydder sne på stationerne

Når sneen falder rydder vi sne og forhindrer glat føre de steder, hvor der er behov for det. Det er typisk på perroner, trapper, adgangsveje og forpladser. På perronerne lader vi et tyndt lag sne ligge, som vi spreder leca-ærter i. De binder sig til sneen og forhindrer, at du glider og falder.


Når vi får meldinger ind om, at der ligger sne og at det samler sig, bliver der sendt personale afsted så vi kan sætte ind, når det er nødvendigt.

… og selvfølgelig også på sporene

Når sneen og frosten kommer, sætter Banedanmark varme på sporskifterne, så de ikke fryser fast. Sporene ryddes også for sne, når der er behov for det - bl.a. ved hjælp af snerydningstog. Sneer det rigtig meget, kører vi om natten med passagerløse tog på alle strækninger for at holde sporene fri for sne.

Læs mere om Banedanmarks vinterberedskab her.

S-togene får poser på

Ved sne og is sætter vi orange poser på togenes koblinger. De holder koblingerne isfri, så vi kan sætte flere tog sammen, når det bliver nødvendigt.

Vi arbejder for, at du kan komme frem

Banedanmark og DSB har beredskabet klart og rydder spor, perroner og parkeringspladser, så toget kan køre og du kan komme sikkert frem. Du kan altid tjekke de aktuelle togtider på Rejseplanen eller dsb.dk. Hvis du er tilmeldt DSB Plus, kan vi sende dig en mail eller sms, hvis der er ændringer på netop din strækning. Opret en gratis DSB Plus-profil.