Turistkort og billetter

Holder du ferie i Københavnsområdet, kan du købe særlige turistbilletter. Som turist i København er der gode fordele og besparelser at hente hos DSB.

Tag tog, bus eller metro når du er på besøg i København

Feriebillet – hvad skal I ud og se?

Der er et havn af seværdigheder, bydele og events, der er værd at bruge tid på, når man er turist i København og omegn. Ofte besøger man en storby i et par dage og har derfor et stramt program, hvis hele listen af attraktioner skal nås. Det er der heldigvis råd for, da vi i Danmark har et godt net af transportmuligheder, der snildt kan fragte ferieglade gæster rundt. Står du overfor en ferie i hovedstadsområdet? Vi har en række af gode løsninger på, hvordan du og familien kan få det bedste ud af feriedagene.

Mange af billetløsningerne er kombineret med høj fleksibilitet og adgang til seværdigheder i København. På den måde får du mulighed for at komme nemt omkring på ferien og samtidig få rabat i entréen. Hvad end du er afsted med hele familien eller på en voksentur for to, så findes der helt sikkert en turistbillet-løsning, der kan passe til jeres ferie i det københavnske.

Turistkort til København

Med et Copenhagen Card i hånden kan du nemt og helt gratis besøge hele 74 museer og attraktioner, og samtidig frit benytte den offentlige transport uden at skulle bekymre dig om billetter, afstande og priser. Med dette kort kan du nemt kombinere seværdighederne ved at tage bussen, toget eller metroen rundt i byen. Copenhagen Card kan købes med en gyldighedsperiode på 24, 48, 72 eller 120 timer. Inden for denne periode står de offentlige transportmidler til fri afbenyttelse – så længe rejsen holder sig inde for zone 1 – 99. Kortet kan købes til voksne på 16+ år og til børn på 10 – 15 år. På et voksenkort kan indehaveren tage to børn på under 10 år med kvit og frit.

Med et Copenhagen Card er det ingen sag at være turist i København – især hvis man ønsker gode besparelser og overskuelig offentlig transport. Hvad end I ønsker at bruge ferien i de smalle gader inde i centrum, i Tivolis sjove forlystelser eller udforske yderområderne, der også byder på spændende seværdigheder, så sørger jeres Copenhagen Card for, at I kommer fra A til B nemt og bekvemt. Kortet kan købes på stationer i Hovedstadsområdet og online.

Hvis I allerede nu ved, at feriedagene skal bruges på at nyde det centrale København, så kan et CityPass være billetløsningen for jer. Med et CityPass får de rejsende ubegrænset adgang til bus, metro og tog i indre København og Amager inden for 24, 48, 72 eller 120 timer – hvilket svarer til zonerne 1, 2, 3 og 4 i hovedstaden. Et CityPass gælder også til København Lufthavn.
24, 48, 72 og 120 timers billetformen kan købes i DSB-  og Metro-automater på stationerne, DSB Salg og Service på Københavns Hovedbanegård og i DSB 7-Elevens i hovedstadsområdet og på dinoffentligetransport.dk og i DOT mobilbilletter App.

Tog og stationer i København

DSB 24 timers billet

Er du på et kort visit i København, som kun kræver at du rejser rundt inden for 24 timer? Med en DSB 24-timers billet slipper du for at tælle zoner, billetter og priser. Du kan på denne billettype rejse ubegrænset i hele hovedstadsområdet i løbet af et døgn. DSB 24-timers billetten kan både købes til børn og voksne, som mobilbilletter i DOT mobilbilletter App’en, som sms-billet, i automaterne på stationen og i DSB Salg & Service, samt 7-Eleven på stationerne. Denne billet giver ikke adgang til de københavnske attraktioner, men er fordelagtig, hvis du skal nemt igennem byen flere gange i løbet af dagen – eksempelvis til og fra forretningsmøder, familiebesøg eller noget helt tredje.

Hvis du derimod er en af dem, der ved, at turen ofte går til København – hvad end det er i ferie- eller forretningssammenhæng – så kan en mere langsigtet billetløsning være optimal. Er I tilmed flere om at deles om rejserne til hovedstaden, er et FlexCard mere end oplagt. Dette kort kan deles mellem flere personer, dog ikke samtidigt. FlexCard bestilles på månedlig basis og fungerer ligesom et periodekort. Forskellen er, at når kollegaer, familiemedlemmer eller venner er turister i København eller på forretningstur, så kan de også bruge kortet. Rejser du hovedsageligt inden for zone 1 – 99 i hovedstadsområdet, når du er på rejse, er et FlexCard en god mulighed for dig og dem, du vil dele det med.