Nekrolog - Keld Sengeløv

Nekrolog - Keld Sengeløv

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
04. september 2006 kl. 10:25

DSB’s administrerende direktør gennem fire år, Keld Sengeløv, døde søndag under en privat rejse i udlandet i en alder af kun 53 år.


’Jeg trives bedst i modgang’.


Sådan sagde DSB’s administrerende direktør, Keld Sengeløv, i et avisinterview denne sommer, og citatet var typisk for fighteren Keld Sengeløv.


Ingen udfordring var for stor for ham, og trods modvind i medierne denne sommer på grund af togforsinkelser og den manglende leverance af IC4-togene gik han altid forrest og forsvarede sin virksomhed og sine medarbejdere.


Keld Sengeløv var i sin ungdom håndboldspiller på topplan og livet igennem referede han til holdsport, fighterånd og sammenhold. Han så sig selv som anfører for sit hold. Det satte sit præg på virksomheden, som trods en til tider turbulent hverdag og store udfordringer alligevel formåede at levere gode resultater til sin ejer, Transportministeriet, og det gjorde Keld Sengeløv til en afholdt chef blandt DSB's 9000 medarbejdere.


I erhvervslivet var Keld Sengeløv anerkendt som en særdeles professionel erhvervsleder, der trods vanskelige vilkår drev DSB, som var det en privat virksomhed.


Keld Sengeløv kom til DSB i 1997 som viceadministrerende direktør.


Før DSB havde han haft en betydelig karriere i det private erhvervsliv, og han forfægtede altid det synspunkt, at der ikke var nogen nævneværdig forskel på at drive en privat eller en offentlig virksomhed.


I 2002 afløste Keld Sengeløv Henrik Hassenkam som DSB's øverste leder.


Keld Sengeløv gennemførte en betydelig satsning på forbedring af DSB’s materiel gennem en meget ambitiøs plan "Gode Tog til Alle", der over en 5-årig periode skulle modernisere DSB’s materiel, blandt andet med nye IC4-tog.


Keld Sengeløv gjorde alt for at presse den italienske leverandør.


DSB’s internationalisering var en anden af Keld Sengeløvs mærkesager. DSB opnåede med Keld i spidsen at blive prækvalificeret til et antal udbud i udlandet, og DSB vandt de første licitationer i udlandet.


Allerede som 28-årig fik Keld Sengeløv sit første direktørjob i et af NKT's datterselskaber, inden han i en årrække var medlem af direktionen i NKT.


I 1990 blev Keld Sengeløv af Børsens Nyhedsmagasin udråbt til at være '90'ernes nye leder' – udpeget af førende headhuntere. Det blev også til topposter i Nilfisk og Tele Danmark, inden Keld Sengeløv i 1997 kom til DSB.


Keld Sengeløv var åben og ærlig. Han var vedholdende og stædig og gik for at være en særdeles hård forhandler, hvilket for eksempel IC4-leverandøren Ansaldobreda har fået at føle.


Han krævede meget af sine folk, men gav mindst lige så meget selv. 


Keld Sengeløv efterlader sin elskede hustru, Bente, to voksne sønner og sin mor.


 


Keld Sengeløv:


19. februar 1953: Født


1978: Uddannet cand.merc.


1978-82: Direktionssekretær i NKT Metaller


1982-85: Administrerende direktør for et af NKT’s datterselskaber, Fr. Raschs's Eftf. A/S


1985-86: Vicedirektør i NKT A/S


1986-94: Direktør. Medlem af koncerndirektionen i NKT Holding A/S


1990: Blev i Børsens Nyhedsmagasin kåret af landets førende headhuntere som ’90’ernes nye leder’


1993-95: Administrerende direktør for Nilfisk A/S


1996-97: Strategisk rådgiver/projektdirektør i Tele Danmark A/S


1997-2002: Viceadministrerende direktør i DSB


2002-2006: Administrerende direktør i DSB


 


Bestyrelsesformand Mogens Granborgs mindeord.