DSB er klar med grønne obligationer

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
04. januar 2024 kl. 14:00
DSB er godkendt og klar med et grønt obligationsprogram, et såkaldt Green Bond Framework, der er sidste del i etableringen af en finansieringsstrategi med fokus på grønne investeringer.

Med det nye Green Bond Framework vil DSB kunne finansiere og refinansiere projekter, som fx nye togsæt og grønne værksteder, der bidrager til at gøre DSB mere CO2-neutral og en del af løsningen inden for fremtidens bæredygtige jernbanetransport.

Programmet er udviklet i overensstemmelse med de internationale standarder i Green Bond Principles fra ICMA (International Capital Market Association) og har fået en ”dark green” vurdering fra S&P Global Ratings. DSB har dermed opnået den højest mulige vurdering.

"Med det grønne obligationsprogram har vi bedre mulighed for at finansiere vores miljøvenlige projekter, hvilket ikke kun gavner vores kunder men hele samfundet," siger økonomidirektør i DSB, Pernille Damm Nielsen og fortsætter:

”Vi har fået den højest mulige vurdering, og det er et skulderklap til vores indsats for at være langt fremme i arbejdet med at være en del af den grønne omstilling i transportsektoren," siger økonomidirektør i DSB, Pernille Damm Nielsen.

Detaljer om anvendelsen af midlerne fra de grønne obligationer vil blive offentliggjort årligt via en Green Bond Report på www.dsb.dk.